Stor saltvandsindsprøjtning til maritim fond
Den Danske Maritime Fonds aktiviteter er sikret de næste tre år efter en kæmpe donation fra A.P. Møller Fonden. Pengene skal gavne både udvikling og vækst på tværs af det Det Blå Danmark
Med en bevilling på op til 45 millioner kroner sender ’A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål’ - eller i daglig tale ”A.P. Møller Fonden” - nu en ordentlig check til Den Danske Maritime Fond.
Det vækker naturligt nok glæde hos Den Danske Maritime Fond, hvor formanden er taknemmelig over donationen. Pengene vil ifølge ham skabe udvikling og vækst i hele Det Blå Danmark:
- Vi kan i Den Danske Maritime Fond bidrage med en række aktiviteter, som på tværs af branchen gøre en forskel i forhold til, at vi i Danmark kan bevare vores globale førerposition i den maritime industri. Vi har nemlig som fond en særlig mulighed for at bygge bro på tværs af uddannelsesinstitutioner, virksomheder og forskningsmiljøerne, og på den måde styrke konkurrenceevnen i den maritime branche, siger formand for Den Danske Maritime Fond Tommy Thomsen i en pressemeddelelse.
Den Danske Maritime Fond støtter hvert år en bred række aktiviteter i Det Blå Danmark. Derfor er man også hos Danske Rederier taknemmelig for donationen fra A.P. Møller Fonden.
- Det er altafgørende, at Den Danske Maritime Fond fortsat kan tænke langsigtet og bidrage til, at Det Blå Danmark er på forkant, når det gælder digitalisering og den grønne omstilling. Det kan de med denne flotte donation fra A.P. Møller Fonden. Vi er heldige at have så stærke maritime fonde i Danmark, som kan trække de maritime erhverv i den rigtige retning til gavn for både erhvervet og det omkringliggende samfund, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier
Om Den Danske Maritime Fond
Den Danske Maritime Fond er en privat, erhvervsdrivende fond. Fondens formål er at yde økonomisk støtte til initiativer, der kan medvirke til at fremme vækst af dansk skibsfart og/eller dansk værftsindustri inklusive maritime udstyrsproducenter, således at nye arbejdspladser skabes, og branchen styrkes internationalt. Se mere på www.dendanskemaritimefond.dk