Transport Øst klar til 2021
Sjællands største transportudstilling, Transport Øst, holdt en ufrivillig pause i 2020 på grund af coronapandemien. Forberedelserne er dog allerede i gang til 2021-udgaven, hvor Transport Øst vender tilbage i sin vanlige, fysiske form.
Det sker som sædvanlig den første weekend i september, hvor publikum fra hele Sjælland har været vant til at sætte kursen mod Ventrupparken i Greve.
- Vi savnede at holde messe i 2020, men oplevede alligevel en flot opbakning til vores virtuelle udgave af messen, som mange af vores udstillere støttede op om. Men nu ser vi meget frem til igen at kunne mødes med publikum og udstillere til september i Greve, siger Jeanette Routhe, direktør i Danske Transport Medier, der står bag Transport Øst.
Covid19-pandemien har vendt op og ned på meget i samfundet, også i transportbranchen. Derfor har forskellige muligheder også været overvejet forud for Transport Øst 2021.
- Vi lytter først og fremmest til vores udstillere og til, hvordan den sundhedsmæssige situation i samfundet udvikler sig. Og på den baggrund har beslutningen været let – nemlig at vende tilbage med Transport Øst på samme tid og sted i september, siger Jeanette Routhe.
Både udstillere og arrangør tror og håber, at samfundet til den tid er tilbage til mere normale tilstande – og har derfor så småt påbegyndt planlægning af transportbranchens årlige samlingspunkt øst for Storebælt.
- Flere udstillere har direkte sagt, at Transport Øst hører til i september. Og det synes vi faktisk også selv. Udstillerlisten er allerede begyndt at vokse, som den plejer, og vi er både glade og stolte over, at branchen så tydeligt igen er klar til at støtte op om Transport Øst, siger Jeanette Routhe.
Transport Øst 2021 finder sted 4.-5. september på Ventrupparken 12 i Greve.