TUR ønsker lempelser for transportlærlinge
På baggrund af adskillige henvendelser fra skoler og organisationer har Transporterhvervets Uddannelser (TUR) rettet henvendelse til Børne- og Undervisningsministeriet. Det skyldes blandt andet de nyligt opdaterede spørgsmål og svar på ministeriets hjemmeside omhandlende restriktioner i forbindelse med Covid-19.
Kørekort og grundlæggende kvalifikationsuddannelse er nødvendige kompetencer for, at eleverne kan udføre det praktiske arbejde, som er kerneopgaven i den praktiske del af deres uddannelse. Derfor erhverves disse kompetencer som de første, når eleverne starter på deres hovedforløb. Undervisningen i ovennævnte kørekort og certifikatfag kan ikke gennemføres virtuelt på grund af gældende lovgivning om certifikater.
- Vi prøver at få ministeriet til at forstå, at det vil være kritisk, at lærlingene ikke har mulighed for at tage de nødvendige kørekort samt den grundlæggende kvalifikationsuddannelse. En lærling uden kørekort og CUB har nemlig en meget lille værdi for vognmanden, siger Mogens Ellgaard-Cramer, sekretariatschef i TUR.
I TUR frygter man derfor et stort antal ophævelser af uddannelsesaftaler, idet disse kørekort og certifikatfag typisk gennemføres inden for den første tid i elevernes uddannelsesaftaletid.
På AMU dialogmødet onsdag den 3. februar 2021 blev problematikken også drøftet. Arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne i TUR frygter, at corona-restriktionerne vil føre til, at der indgås færre uddannelsesaftaler, og at igangværende uddannelsesaftaler risikerer at blive ophævet. Derfor er der enighed om, at der skal tages hånd om problematikken, men uden dette går ud over AMU-området. Her kan deltagerne nemlig godt erhverve kørekort og kvalifikationsuddannelse. /anga.