- Forsyningssikkerheden skal sikres
Kommentar af Lars William Wesch, direktør i ATL.
”Transport af gods er helt nødvendigt, hvis samfundet skal fungere – selv under en nedlukning, som vi er midt i lige nu. Vores branche sikrer, at alt fra værnemidler og fødevarer bliver leveret, at affald bliver fragtet væk, og at byggematerialer og maskiner kommer frem, så byggeriet kan holdes i gang. Det foregår ansvarligt med brug af mundbind, håndsprit, afstand og andre foranstaltninger.
Desværre oplever vi netop nu, at der bliver indført regler, som hæmmer mobiliteten i de enkelte EU-lande. Nogle steder skal en chauffør kunne fremvise en negativ test. Andre steder er der krav om karantæne ved indrejse. Det er kritisk og risikerer at gøre mere skade end gavn – især hvis landene indfører vidt forskellige regler, der skaber forvirring og sinker transporten.
Derfor har en samlet godsbranche rettet henvendelse til regeringen og opfordret til at få sat fokus på problemet i EU. Vi håber alle, at smittetrykket falder i takt med at sommeren nærmer sig og flere bliver vaccineret. I mellemtiden skal vi holde hjulene i gang. Ellers kommer vi til at lide meget store tab.
Tyskland har netop indført et krav om test af de chauffører, der har befundet sig i Storbritannien, Irland og Portugal inden for de seneste 10 dage. Hvis Danmark bliver omfattet af et lignende krav, vil det ramme alle de cirka 5.000 lastbiler, som dagligt passerer den dansk-tyske landegrænse.
Det vil være alvorligt for mobiliteten. Derfor opfodrer vi regeringen til at holde en tæt dialog med de øvrige europæiske lande, så restriktionerne ikke bliver strammere end højest nødvendigt”.