Grenaa Havn satser på grøn omstilling
Med den nye 2025 strategi fortsætter Grenaa Havn med et stærkt fokus på havnens kernesegmenter samtidigt med, at bæredygtighed og CSR integreres i havnens forretning med FN’s 17 verdensmål som strategisk rammesætning. Det betyder blandt andet, at havnen indfører et nyt grønt kernesegment Energy & Innovation, og at indkøb kanaliseres i en mere bæredygtig retning.
Det skriver havnen i en pressemeddelelse.
Med den nye strategi, Partnerskabshavn for en grøn verden, bygger havnen videre på en periode præget af stor udvikling og fremskridt, hvilket de seneste to års indtjeningsrekorder bevidner om:
- I vores tidligere strategiperiode lagde vi en stærk retning for havnens fremtid, ved at satse benhårdt på udvikling inden for syv udvalgte kernesegmenter. I dag er vores vision stadig at skabe vækst for virksomheder og samfund. Men i dag er grøn omstilling for alvor kommet på dagsordenen, verden er i forandring og Grenaa Havn er med, fortæller Henrik Carstensen, CEO, Grenaa Havn A/S og fortsætter:
- Som en af Danmarks store erhvervs- og industrihavne mener vi, at det er vores forpligtigelse at bidrage til at nå det danske og europæiske mål om fuld klimaneutralitet i 2050. Derfor vil vi med den nye strategi, skærpe fokus på at understøtte en grøn vækst. Det indebærer, at vi skal turde tænke innovativt, at vi skal arbejde smartere og at vi skal bidrage til udviklingen af nye grønne teknologier.
Bæredygtighed udadtil og internt
Grenaa Havn har fordelt bæredygtighedsindsatsen på syv af FN’s verdensmål, inden for områderne forretningsbæredygtighed og organisationsbæredygtighed. Forretningsbæredygtighed vedrører havnens kommercielle tilgang til markedet, hvor havnens kunder skal tilbydes bæredygtige løsninger, der styrker deres kerneforretning. Organisationsbæredygtighed omhandler de indre linjer, hvor havnen som organisation vil være mere grøn, samtidigt med at der sættes fokus på socialt ansvar og kompetenceudvikling af medarbejderne.
- Strategien rummer en række konkrete målsætninger, som vi er klar til at iværksætte nu. Et af nøgleinitiativerne er, at minimum 10 procent af Grenaa Havns årlige overskud bruges til investering i grønne løsninger, såsom adgang til grøn strøm på hele havnen og investering i bæredygtigt materiel.
Vil forandre og forbedre
Med det nye kernesegment Energy & Innovation er det havnens ambition at fremtidssikre branchen ved at etablere intelligente løsninger, der skal få logistikken til at glide nemmere, og energiressourcerne til at strække længere.
- Vi mener, at en havn, der griber de nye teknologiske muligheder, bliver en bedre havn for sine samarbejdspartnere. Eksempelvis har vi netop investeret 25 millioner kroner i en intelligent Liebherr kran. Udover at kranen er udstyret med intelligent automatiseret teknologi, så er kranen lige nu i Rostock for at blive ombygget til også at kunne køre på el, fortæller Henrik Carstensen.
Fremtidens grønne energi
Med Energy & Innovation stiler havnen efter at finde sammen med flere globalt orienterede partnere om miljø, genvinding, men også at blive storskala testplatform for nye energiformer såkaldt Power-to-X:
- Grenaa Havn er allerede kendt som en af Danmarks førende havne for vindmølleprojekter. Samtidigt har vi altid arbejdet for at fremme og udvikle transportkæden. Vores erfaring inden for disse to områder vil vi stille til rådighed for udviklingen af ny grøn energi, som kommer til at blive afgørende for omstillingen af hele transportindustrien, konstaterer Henrik Carstensen.
Bestyrelsen for Grenaa Havn A/S har netop inden årsskiftet truffet beslutning om at investere op mod 100 millioner kroner i en historisk havneudvidelse, der forventes færdig til januar 2023. Havneområdet vil blive fleksibelt indrettet og opgraderes til 18 MW landstrøm, så det kan stå til rådighed for store projekter på tværs af havnens kernesegmenter, eksempelvis som pre-assembly areal og base- og servicecenter for Hesselø Havvindmøllepark samt test af Power-to-X. /Smir