Virtuelt eksportfremstød til Fincantieri-værftsgruppen
Dansk Industri og Danske Maritime har brugt COVID-19 pandemien på at etablere stærkere bånd til Fincantieri til gavn for danske virksomheders kommercielle muligheder.
I fællesskab arrangerede de et virtuelt eksportfremstød målrettet det italienske værftskonglomerat – et fremstød, som skulle skabe nye eksportmuligheder for danske virksomheder i en presset tid for den maritime industri.
Den danske maritime industri er et eksportintensivt erhverv, men har det seneste år været markant ramt af COVID-19. På den korte bane har industrien i særlig grad været presset af tvungne nedlukninger, et stort fald i nye ordrer og opgaver, samt omfattende restriktioner på ind- og udrejse.
Forud for de virtuelle B2B-møder mellem Fincantieri-indkøbere og danske virksomheder, blev alle de interesserede danske virksomheder screenet af værftsgruppen for at sikre relevans ift. fremtidige investeringsplaner. De danske virksomheder, som kunne tilbyde interessante løsninger til værftsgruppen på nuværende tidspunkt, gik videre til et møde med indkøbere.
Ud fra de tilbagemeldinger, erhvervsorganisationerne har modtaget fra de deltagende virksomheder i de individuelt arrangerede B2B-møder, har eksportfremstødet til Fincantieri været en stor succes – trods det virtuelle format.
Jens Bang, General Manager, Danish Ship Décor:
- Mødet med Fincantieris indkøbere var meget udbytterigt for os. Fincantieri udviste stor interesse for vores produkter og løsninger inden for interiør og brandsikring, og værftets repræsentanter var derudover meget interesserede i at fortsætte dialogen om konkrete opgaver. Eksportfremstødet var generelt rigtig godt arrangeret af de involverede erhvervsorganisationer, og det virtuelle format fungerede også godt - dog med et par udfordringer i forhold til bl.a. en svag internet -forbindelse. Vi håber, at organisationerne i nær fremtid vil arrangere lignende fremstød i virtuelt format, da de nuværende omstændigheder med COVID-19 og rejserestriktioner gør det yderst vanskeligt for os både at opretholde og skabe nye forretningsrelationer til de forskellige værfter og rederier rundt om i verden.
Lars Gerner, Co-Founder, DASPOS A/S:
- At skabe opmærksomhed på sin eksistens er alfa omega. Dette sammenholdt med, at det - som mindre dansk virksomhed - kan være vanskeligt at komme til syne i helt store organisationer, gør tiltaget i samarbejde med Dansk Industri og Danske Maritime til en mulighed, som enten vil koste en masse tilløb i tid, for ellers at opnå. Med opbakningen og ”blåstemplingen” fra Dansk Industri og Danske Maritime har vi opnået direkte tilgang til seriøse beslutningstagere og kunnet vise vores eksistens og særlige kompetencer…….forhåbentlig med salg og succes til følge !
Fincantieri-værftsgruppen er det største i Europa og har på verdensplan over 19.000 ansatte. Værftsgruppen bygger både passagerskibe, skibe til offshore-sektoren, store yachts og skibe til søværn. Mest kendt i offentligheden er gruppen for bygningen af de helt store krydstogtskibe, hvor de er absolut førende i verden. Fincantieri har hovedsæde i Trieste og værftsfaciliteter i bl.a. Monfalcone og Genova.
Alene i Italien har værftsgruppen mere end 5.000 underleverandører. Flere danske maritime virksomheder har gennem årene haft tætte kommercielle forbindelser til værftskonglomeratet – nogle engageret i enkeltprojekter, andre har haft en mere løbende kommerciel kontakt. Fincantieri har for øjeblikket en stor ordrebog over bygning af nye skibe, og den blotte volumen i værftets skibsbygningsaktivitet tilsiger, at der fremadrettet er markante nye eksportmuligheder for danske virksomheder.
Dansk Industri og Danske Maritime har tidligere arrangeret fysiske delegationer til Fincantieri, og har derigennem etableret et stærkt partnerskab med værftsgruppen. Det virtuelle eksportfremstød blev arrangeret med støtte fra Trade Council of Denmark.