Transportordfører ramt af kræft og sygemeldes
Enhedslistens Henning Hyllested går på sygeorlov fra Folketinget.
Enhedslistens transportordfører gennem en årrække, 66-årige Henning Hyllested, er blevet ramt af kræft og går derfor på sygeorlov fra Folketinget.
Det fortæller han til Altinget og uddyber, at han forventer at vende tilbage til folketingsarbejdet efter sommerferien.
Henning Hyllested erstattes af Rasmus Vestergaard Madsen, der ud over pladsen i Folketinget også overtager Hyllesteds ordførerskaber. Han har tidligere optrådt som suppleant i Enhedslistens folketingsgruppe – i 2015 og 2019, hvor han var stedfortræder for Nikolaj Villumsen. Rasmus Vestergaard Madsen bor i København og arbejder som pædagog. /anga.