Minister besigtigede første brexit-anløb
Tirsdag eftermiddag besøgte fødevare-, landbrugs- og fiskeriminister Rasmus Prehn Esbjerg havn for at overvære det første færgeanløb efter brexit.
Den nye hverdag på Esbjerg havn efter Brexit blev markeret ved, at første DFDS-færge efter Storbritanniens udtræden af EU anløb havnen, og begivenheden blev blandt andre overværet af Rasmus Prehn og Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen.
- Brexit er en realitet, og briterne er ikke længere en del af EU. Men handel med Storbritannien er enormt vigtigt for vores eksport. Og selv om det var bidende koldt på havnen i dag, varmede det og gjorde mig glad at se, at dygtige medarbejdere har fået de rette faciliteter til at udføre de nødvendige kontroller, siger Rasmus Prehn.
Esbjerg Havn har over 800 skibsanløb fra Storbritannien om året, hvoraf de fleste er godsfærger.
- Vi er glade for, at der kom en aftale i stand i sidste øjeblik mellem Storbritannien og EU, og her på havnen gør vi alt for at håndtere den nye situation, så gods uhindret kan sendes mellem Storbritannien og Danmark. Derfor er det også en stor dag i dag, hvor hverdagen efter Brexit for alvor er gået i gang, siger Dennis Jul Pedersen, direktør i Esbjerg Havn.
Veterinær grænsekontrol taget i brug
Rasmus Prehn og borgmesteren fik også lejlighed til at opleve Esbjerg Havns nye veterinære grænsekontrolsted, der også er blevet taget i brug for første gang i dag, da de animalske produkter, der ankom med DFDS-færgen, skulle gennem grænsekontrollen.
- Esbjerg Havn har historisk set været helt central for dansk samhandel med Storbritannien siden etableringen i 1868. Den position kan vi nu fastholde fremover med havnens nye faciliteter til veterinærkontrol og toldbehandling, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.
- Havnen i Esbjerg er et knudepunkt. Det har den været længe og vil være fremover. Derfor er det supergodt at se, at samarbejdet i forberedelserne mellem myndigheder, erhvervene og havnen har båret frugt. Der skal nok opstå udfordringer, men med fortsat dialog er jeg fortrøstningsfuld for, at det nok skal gå, siger Rasmus Prehn.
Det veterinære grænsekontrolsted ligger i Østhavnen og er en 1.000 m2 stor bygning med kølerum, fryserum og undersøgelsesrum. Den har 5 ramper og kan håndtere 20 trailere i timen.
Esbjerg Havn håndterer 4 mio. ton gods gennem havnen årligt, og 1,6 mio. af disse er til Storbritannien. Normalt håndteres 80-90.000 trailers på havnen om året. Grænsekontrolstedet kan benyttes til kontrol af animalske varer, der ankommer med skibe til Esbjerg Havn, og den veterinære grænsekontrol foretages af Fødevarestyrelsen.
Ministeren blev under besøget ledsaget af repræsentanter for Fødevarestyrelsen, Fødevare Sydvest og Esbjerg Havn. Herudover deltog både DFDS og Landbrug & Fødevarer i besøget. /anga.