BMS overtager Skaks
Den danske krangigant BMS Group har overtaget aktierne i Skaks A/S, der specialiserer sig inden for særtransporter og tunge kranopgaver.
Det skriver Lastbil Magasinet.
Nyheden er blevet overleveret til medarbejderne i de to selskaber, og Lars Skak Jensen bekræfter i en mail udsendt til en række samarbejdspartnere, at han har solgt Skaks A/S til BMS.
Ifølge de foreløbige udmeldinger vil Lars Skak Jensen fortsætte som direktør for Skaks A/S og drive firmaet videre i den kommende tid.
I meddelelsen til en række leverandører skriver Lars Skak Jensen:
»Jeg har valgt at sælge aktierne i SKAKS A/S til BMS Group A/S pr. 1/1-21.
SKAKS fortsætter som SKAKS A/S, og jeg vil sammen med Søren Dünnweber fortsætte den daglige drift.
Alle medarbejdere vil fortsætte som hidtil på bestående vilkår.
SKAKS A/S vil bibeholde begge afdelinger og måden vi arbejder på.«
Overtagelsen omfatter de to selskaber Skaks A/S samt Skaks Specialtransport Rødekro ApS. /anga.