23948sdkhjf

Ny formand for Hirtshals Havnefond

Tom Frandsen overtager efter Jens Peter Lunden.

Jens Peter Lunden, proprietær og serieiværksætter, som sammen med en række virksomheder og enkeltpersoner stiftede Hirtshals Havnefond tilbage i 2018, har valgt at trække sig fra posten som bestyrelsesformand grundet nye initiativer, som kan skabe habilitetsproblemer i et fremtidigt samarbejde med Hirtshals Havn.

- Siden Hirtshals Havnefonds opstart har der været et tæt samarbejde fonden og Hirtshals Havn imellem for at udvikle erhvervslivet i Hirtshals – blandt andet i forbindelse med opstillingen af fire vindmøller på østhavnen. Fra havnens side kan vi kun være ydmyge over for det stykke arbejde, som Jens Peter Lunden sammen med fonden har udført - og det vil vi gerne takke for, lyder det fra Anker Laden-Andersen, formand for Hirtshals Havns bestyrelse.

Hirtshals Havnefond konstituerer sig på ny

Som erstatning for Lunden har Hirtshals Havn udpeget tidligere områdedirektør hos Jyske Bank Tom Frandsen. Bestyrelsen, der foruden Tom Frandsen består af Claus Roden Jensen og Per Christensen, har allerede konstitueret sig med Frandsen som ny bestyrelsesformand, og formandsskiftet har fundet sted.

Tom Frandsen har gennem sin lokale forankring og sit virke hos Jyske Bank et indgående kendskab til erhvervslivet i Hirtshals, herunder fiskerierhvervet og tilhørende servicevirksomheder. Dertil kommer, at Frandsen har arbejdet intensivt med finansiering af vindmølleprojekter.

Hirtshals Havnefond administreres og ledes af en fondsbestyrelse, der består af lokale erhvervsfolk, som iht. fondens vedtægter udpeges af Hirtshals Havn og Hirtshals Service Group, hvor sidstnævnte er en sammenslutning af maritime servicevirksomheder på Hirtshals Havn, der repræsenterer 47 virksomheder og deres interesser i driften og udviklingen af havnen og dens serviceklynge. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.962