Havnedirektør anbefalede Marselis-tunnel
Transportminister Benny Engelbrecht var for nylig på besøg hos Danmarks største erhvervshavn i Aarhus. Her mødte han havnedirektør Thomas Haber Borch til en dialog, der blandt andet handlede om Aarhus bys og Aarhus Havns behov for en Marselistunnel, ligesom de også talte om bæredygtighed og den kommende udvidelse af havnen.
Det skriver Aarhus Havn.
- Jeg er god tilfreds med, at jeg fik vist transportministeren de adgangsforhold, der er til havnen via viadukten. Han var helt opdateret på vores ønske om en snarlig godkendelse af den Marselistunnel, som vi gerne vil bygge her i Aarhus. Men jeg tror, at det betyder noget, at han nu med egne øjne har set, hvilken beskeden adgangsvej, der er til så stor en havn, siger Thomas Haber Borch. /anga.