23948sdkhjf

Scania opfører eget batterilaboratorium

Laboratoriet skal primært fokusere på batteriets levetid og ydeevne.

Med Scanias planlagte, hurtige markedsintroduktion af el-lastbiler og -busser i de kommende år er der et stigende behov for at intensivere i forskning og udvikling af skræddersyet batteriteknologi og tilhørende test. Scania investerer derfor mere end 115 mio. kr. i et nyt batterilaboratorium i forbindelse med sit forsknings- og udviklingscenter, Scania Technical Centre, i Södertälje syd for Stockholm.

Opførelsen af det 1.000 kvadratmeter store laboratorium er allerede gået i gang, og byggeriet forventes at være afsluttet i foråret 2021. Efter omfattende tests og verifikation af udstyr og instrumenter vil laboratoriet være i fuld drift i efteråret 2021. Laboratoriet vil indeholde tre testhaller på hver 250 kvadratmeter for udvikling og test af battericeller, -moduler og -pakker. Ud over de tre haller vil laboratoriet også blive udstyret med faciliteter til testforberedelse for at forbedre arbejdsmiljøet, sikkerheden og effektiviteten på laboratoriet.

- Med det accelererende tempo i udviklingen af batteriteknologi vil laboratoriet styrke vores kapacitet til udvikling af batterier i den rigtige størrelse og med de rigtige egenskaber til ethvert anvendelsesområde, siger Claes Erixon, chef for forskning og udvikling hos Scania.

- Vi har en ambitiøs køreplan foran os og planlægger løbende at lancere nye og opdaterede elektriske produkter med tilhørende batteritjenester i de kommende år. Det understreger behovet for indsigt og kompetencer i verdensklasse inden for batteriteknologi, når det gælder anvendelse, driftsforhold og levetid, siger han.

Laboratoriet vil primært fokusere på batteriernes ydeevne samt levetidsevaluering under forskellige klimaforhold fra -40 til 70 grader celsius. Scanias ingeniører vil undersøge og identificere de optimale driftsbetingelser for forskellige batteriteknologier med hensyn til driftstemperatur, opladningsintensitet, effektudtag mm. for at kunne skræddersy batterierne optimalt til kundernes varierende behov.

- Hos Scania vil vi løbende investere i at fastholde og udbygge vores egne kompetencer inden for batteriteknologi samt gennem vigtige partnerskaber. Vi vil sikre, at Södertälje og Stockholm-regionen forbliver i spidsen for forskning og udvikling af køretøjsteknologi også i en elektrificeret fremtid for den tunge transport med lastbiler og busser, siger Claes Erixon.

Det nye batterilaboratorium supplerer et mindre anlæg med et klimakammer, der blev taget i brug tidligere i år til test af batteripakker. I det lille laboratorium kan Scania teste ydeevnen af batteripakker på færdigbyggede elektriske lastbiler og busser uden at afmontere batterierne. Køretøjerne er i stedet parkeret ved siden af laboratoriet og forbundet til det avancerede testudstyr. /anga.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089