Borgmester torpederer havneudvidelse
Kort tid efter Horsens Havn luftede planer om en VVM-undersøgelse af erhvervshavnens planer om en større udvidelse, måtte havnens bestyrelse opgive projektet.
Der var nemlig ikke gunstig vind i sejleen fra den kommunalt ejede havns byråd.
Borgmester Peter Sørensen (S) har ifølge Horsens Folkeblad meddelt, at han ikke anser en forlængelse af havnen ud i Horsens Fjord som en mulighed og at han ikke har hørt om politisk opbakning til planerne i Byrådet.
Dermed var havnens bestyrelse tvunget til at opgive udvidelsesplanerne, der var begrundet i det faktum, at havnen har afgivet havnearealer til byudvikling.
Derfor vil havnen nu overveje alternative tiltag.
- Det ser jeg som vores pligt. Udvidelsen ud i fjorden var kun et af flere mulige scenarier, udtaler Horsens Havns bestyrelsesformand Claus Kvist Hansen ifølge Horsens Folkeblad. /Smir