23948sdkhjf

RAL sparer brændstof med IT-teknologi

Royal Arctic Line sparer på brændstoffet med intelligent IoT-teknologi.

En investering i Frugal Propulsion på containerskibet Malik Arctica har vist så gode resultater, at Royal Arctic Line vil installere systemet på flere skibe i flåden.

Med et patenteret og klassegodkendt on-top-system til intelligent motorstyring er Frugal Technologies klar med et attraktivt tilbud til shippingbranchen: Opnå en garanteret reduktion på 10% af skibets brændstofforbrug med en investering, som er tilbagebetalt på mindre end 18 måneder.

Løsningen, Frugal Propulsion, er indtil nu blevet installeret og testet på flere fragtskibe hos forskellige rederier. Og resultaterne er overbevisende. Den gennemsnitlige besparelse i brændstofforbrug ligger efter en indkøringsperiode på 10-15%, hvilket for mange feeder ships, ro/ro vessels, chemical tankers og færger vil svare til 2-4 tons brændstof i døgnet.

Attraktiv business case
Anders Bay Larsen, der er Senior Director i Fleet Management hos Royal Arctic Line, betegner Frugal Propulsion som en meget interessant teknologi, fordi den nedbringer udledningen af CO2 og sikrer en reel økonomisk besparelse inden for en relativt kort tidshorisont.

Royal Arctic Line fik i slutningen af 2019 installeret Frugals løsning ombord på den tre år gamle ice class container vessel Malik Arctica og oplever en betydelig forbedring i skibets performance på de lange ture mellem Danmark og Grønland.

- Vi står med en tilbagebetalingstid på 10-12 måneder, hvilket gør Malik Arctica til en attraktiv business case. Samtidig reducerer vi skibets CO2-aftryk og understøtter dermed vores ambition om at passe på det skrøbelige klima i Arktis. Derfor har vi også allerede tilkendegivet, at vi er klar til at gå i dialog om en Frugal-løsning til endnu et af vores fragtskibe, siger Anders Bay Larsen.

Installationen af Frugal Propulsion blev udført i løbet af få dage, mens Malik Arctica var i havn. Efterfølgende, i forbindelse med docking, fik skibet installeret frekvensomformerne (VFD) for at kunne sejle med variable omdrejninger på hovedmotoren og derved opnå en yderligere reduktion i brændstofforbrug.

AI og Big Data
Frugal Propulsion er et intelligent, lærende kontrolsystem, der integreres med skibets eksisterende system til fremdriftskontrol (PCS). Ved hjælp af sensorer, Big Data og avancerede algoritmer sørger systemet for, at maskinen konstant er optimeret i forhold til dybgang, last, bølger og vind.

Ifølge Peter Hauschildt, Naval Architect og CEO hos Frugal Technologies, er interessen for Frugal Propulsion stigende, fordi brændstof er den ubetinget største, løbende udgift på fragtskibene. Han ser det succesfulde samarbejde med Royal Arctic Line som et stort skridt på vejen mod et gennembrud for den danske virksomhed.

- Skibe transporterer langt størstedelen af verdenshandlen, og derfor er der et enormt økonomisk og klimamæssigt potentiale i at effektivisere dem. Med Frugal Propulsion tilføjer vi kunstig intelligens og Big Data til styringen af motor og propel, hvor almindelig styring blot indeholder statiske fabriksindstillinger. Det giver nogle hidtil usete muligheder for optimering af brændstofforbrug, siger Peter Hauschildt.

Stort behov
Frugal Propulsion rammer markedet på et tidspunkt, hvor behovet for effektivisering er stort, hvis shippingbranchen skal nå sit mål om en CO2-reduktion på 70% pr. fragtet ton inden 2050. En rapport fra The International Maritime Organization (IMO), publiceret i august 2020, viser, at shippingbranchens totale udledning af drivhusgasser steg med 9,6% i perioden 2012-2018. En af årsagerne er, at branchens forbedringer af carbon-intensitet ikke har været tilstrækkelig til at følge med væksten i verdenshandlen. Her byder Frugal Propulsion sig til som en teknologi, som her og nu kan være med til at skubbe udviklingen i den rigtige retning.

Om Frugal Technologies
Frugal Technologies er virksomheden bag Frugal Propulsion, som er en avanceret IoT/Big Data-løsning, der sikrer markante brændstofbesparelser for rederierne ved at optimere samarbejdet mellem motor og propel. Frugal er etableret af Peter Hauschildt og Lars Stoustrup.  /Smir

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142