23948sdkhjf

Ejendomsinvesteringer er ikke ramt af corona

Fortsat stor dansk og udenlandsk interesse efter ejendomsinvesteringer i Danmark.

På trods af covid-19 er der fortsat massiv interesse fra både danske og udenlandske investorer som følge af markant kapitalrigelighed i markedet og et fortsat lavt renteniveau. Aktiviteten på ejendomsinvesteringsmarkedet har således rettet sig hurtigere end først antaget. Investorerne er dog blevet mere selektive og har endnu større fokus på førsteklasses beliggenheder.

Således lyder budskabet fra Emil Helmsøe-Zinck, Director, og Alexander Visby Berthelsen, Associate, hos ejendomsinvesteringsselskabet Colliers.

Ifølge dem blev der i 2018 og 2019 handlet investeringsejendomme på det danske marked for henholdsvis 71 mia. kr. og 57 mia. kr. I 2019 stod udenlandske investorer for 52 procent af den samlede transaktionsvolumen i Danmark. Dermed fortsatte de senere års udvikling med en større andel af udenlandske købere - en udvikling, der forventes at fortsætte i takt med, at stadig flere udenlandske investorer søger mod Danmark. Ses der på transaktioner på over 200 mio. kr., udgør de internationale investorer en endnu større andel af køberne. I 2019 tegnede udlændinge sig således for 69 procent af den samlede volumen i dette segment.

- Det globale coronaudbrud i årets første måneder medførte turbulens både på de finansielle markeder og på ejendomsmarkedet. Mange investorer var i foråret tilbageholdende med nye opkøb og fokuserede i stedet på driften af deres porteføljer. Dertil har de internationale investorer, som generelt tegner sig for cirka halvdelen af transaktionsvolumenen, været pålagt indrejserestriktioner som led i regeringens forsøg på at mindske smittespredningen. Dette har periodevist umuliggjort ejendomsbesigtigelser. I 2. og 3. kvartal har de udenlandske investorer således kun stået for henholdsvis 35 procent og 44 procent af transaktionsvolumenen mod henholdsvis 45 procent og 54 procent i tilsvarende kvartaler i 2019, lyder det fra Emil Helmsøe-Zinck og Alexander Visby Bertelsen.

Hos Colliers forventes de udenlandske investorer hurtigt at vende tilbage og igen stå for en betydelig del af ejendomstransaktionerne, når situationen bliver mere normaliseret.

- Til trods for den øgede usikkerhed og vanskeligere rejsevilkår er transaktionsvolumenen i de første tre kvartaler af året på højde med niveauet i 2019. Samtidig har vi i 2020 set flere handler af betydelig størrelse. Dette skyldes dels, at flere transaktioner enten blev afsluttet eller allerede var langt fremme i processen, inden coronapandemien forårsagede en nedlukning af samfundet, men også, at investorefterspørgslen bestemt stadig er til stede, siger de.

Industri og logistik (I&L)

Coronakrisen har både forstærket og fremskyndet flere tendenser på industri- og logistikmarkedet. En klar tendens i samfundet er e-handlens stigende andel af det samlede privatforbrug på verdensplan. Også danskerne handler mere og mere online, og generelt er e-handel ved at blive en integreret del af vores forbrugermønstre, hvor mere end 80 procent af den danske befolkning handler online. Fortsat vækst i e-handlen – inklusive den del, der involverer fysiske varer – anslås at have betydelig indvirkning på I&L-sektoren, da det kræver en effektiv forsyningskæde og et effektivt distributionsnetværk. Væksten i onlinesalg forventes også at ændre kravene til bygningernes udformning: Stigende efterspørgsel øger behovet for mere avancerede faciliteter, der blandt andet kan håndtere en større arbejdsbyrde ved hjælp af automatisering.

- I starten af året før covid-19 blev der handlet logistikejendomme til rekordlave afkastniveauer. Selvom e-handlen er taget til og efterspørgslen i dette marked steget, eksisterer der stadig en vis risiko for, at I&L-segmentet bliver påvirket, hvis privatforbruget skulle falde på kort sigt. Der er således mere usikkerhed forbundet med I&L ejendomme, da de er mere konjunkturfølsomme end for eksempel bolig- og kontorejendomme.

Alligevel har der efter coronaudbruddet været god aktivitet på brugermarkedet, hvor flere virksomheder har udvidet lager- og logistiklokaler som følge af en øget efterspørgsel. Ligeledes er der god investorinteresse for segmentet, især fra udenlandske investorer, når større og moderne ejendomme nær motorvejsnettet udbydes. Udenlandske investorer har da også i 2020, både før og efter coronaudbruddet, stået for de største transaktioner på markedet. Specielt nyopførte lager- og logistikejendomme, der opfylder moderne standarder, tiltrækker sig massiv investorinteresse.

- På trods af coronakrisen har flere investorer stadig mod på at opføre logistik- og lagerejendomme uden forhåndsudlejning. For eksempel opfører MG et spekulativt byggeri i Greve Distribution Center og i Taulov ved Fredericia. Dette vidner om en fortsat tro på markedet, men ligeledes en forventning om, at udbuddet af moderne lejemål ikke matcher efterspørgslen. Dette misforhold vurderes så markant, at effekten af coronakrisen har været begrænset, siger Emil Helmsøe-Zinck og Alexander Visby Bertelsen. /anga.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125