23948sdkhjf

Jubilæum og generationsskifte

East Logistics håber på flere kontorer i udlandet.

I begyndelsen af november kan East Logistics i Nykøbing Falster fejre 20 års jubilæum i ly af et vellykket generationsskifte.

Startede i forældres stue

East Logistics blev stiftet i 2000 af Jan Koch, der gennem flere år havde været chef for Østeuropa i Leman. Jan Koch, der boede i Nykøbing Falster, ønskede at bidrage til den lokale udvikling og skabe flere arbejdspladser i området, og derfor startede han egen virksomhed.

- Fra begyndelsen handlede det om at skabe nye arbejdspladser ud fra en devise om personlighed, punktlighed og pålidelighed i transporten. Jeg startede op i mine forældres stue, men allerede efter et år var vi seks ansatte, og jeg kunne se, at vores marked bare voksede og voksede, siger Jan Koch.

I løbet af kort tid blev Tyskland, England og de skandinaviske lande føjet til listen over transportmarkeder, og i 2004 åbnede East Logistics deres første kontor i Berlin. Siden har speditørvirksomheden også åbnet en afdeling i Düsseldorf, så der i alt er beskæftiget otte medarbejdere i Tyskland og 16 medarbejdere i Danmark.

Fokus på flere hænder

I 2013 skiftede Jan Kochs datter Natacha Koch de københavnske speditørfirmaer ud til fordel for et job i familievirksomheden. Udsigten til et generationsskifte og dermed en direktørpost skræmte hende ikke.

-Jeg har aldrig gået op i titler og karriere. Jeg prioriterer at levere et godt stykke arbejde og min egen udvikling, og som direktør kan jeg udvikle virksomheden samtidig med, at jeg selv bliver udviklet, siger Natacha Koch, der sammen med sin vicedirektør, Morten Sjøgren Øvlisen, har lagt en strategi for virksomhedens vækst i de kommende år.

Natacha Koch, der også er formand for Københavns Speditørforening, påpeger især en udfordring, der både gælder for East Logistics og branchen generelt.

- Manglen på arbejdskraft er og bliver en udfordring, særligt i vores område på Lolland-Falster. Hvis East Logistics havde ligget i hovedstadsområdet, kunne det måske have været lettere at finde flere hænder, men vi er nu engang placeret i Nykøbing Falster, der også giver os et godt afsæt i de kommende år, siger Natacha Koch.

East Logistics rekrutterer derfor hele tiden et forholdsvist stort antal elever.

- I branchen skal vi ikke klage over, at der mangler hænder, hvis vi ikke selv tager et ansvar for at uddanne dem. Lige nu har vi i East Logistics fire elever, og det giver en god dynamik at have de unge mennesker, der er klar til at lære om transportopgaven og forskellen mellem kulturerne, fortæller Natacha Koch.

I de kommende år sigter Natacha Koch på at komme endnu længere ud, og hun forudser, at East Logistics åbner et eller to kontorer mere i udlandet i løbet af de næste fem til ti år.

- Vi tager et marked ad gangen og sørger for at være godt forankrede, inden vi tager det næste skridt. Det ville være en stor drøm at kunne åbne det skandinaviske marked endnu mere for de tyske kunder, og så giver placeringen af vores hovedsæde i Nykøbing Falster endnu bedre mening, forklarer Natacha Koch. /anga.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141