23948sdkhjf

Skuffende udspil til klimatiltag

Danske Rederier skuffet over uambitiøst klimaoplæg for skibsfarten.

Der kunne ikke opnås enighed om en ambitiøs og tydelig klimaregulering for skibe i den netop overstået møderække i en arbejdsgruppe under FNs søfartsorganisation.

Det skriver Danske Rederier.

Håbet var lysegrønt, men resultatet af de netop overståede møder i IMOs arbejdsgruppe om en fremtidig CO2-regulering af skibe er endt som en noget mørkere nuance af grøn.

Hele ugen er det blevet drøftet af medlemsstaterne, hvordan man kan indrette reguleringen, så handelsskibe i fremtiden kan blive mindre klimabelastende.

Men uenighederne har været så store, at den aftale, som arbejdsgruppen nu sender videre i IMO, ikke vækker stor glæde i Danske Rederier.

- Umiddelbart er dette et nedslående resultat, og vi må bare konstatere, at IMO’s medlemslande desværre ikke kunne levere varen i denne omgang. Det er bekymrende for danske rederier, som klart og tydeligt efterspørger en regulering, der kan håndhæves, fremmer innovation og omstilling frem mod CO2-neutralitet og endelig tager højde for små og store rederier og forskellige skibstyper, siger Maria Skipper Schwenn, direktør for sikkerhed, miljø og maritim forskning i Danske Rederier.

Aftalen indeholder en række tekniske krav, som skibene skal leve op til i 2023. Herudover er der besluttet en række operationelle krav, om hvordan man driver skibet, men det er reelt uden konsekvens, hvis ikke man lever op til de operationelle krav.

- Denne vage regulering må der tages fat på, når IMO samles virtuelt fra den 16. november i Miljøkomitéen. Her skal alle kræfter kastet ind på at opnå en regulering, der rent faktisk garanterer effektivitetsforbedringer og giver incitament til investering i og overgang til grønne brændstoffer.

Regulering på flådeniveau

Vælger man et se på de enkelte skibes CO2-udledning fremfor den samlede flådes udledning, fjerner man incitamentet til at investere i og udvikle de grønneste nul-emissionsskibe.

- Helt overordnet er vi tilhængere af, at man ser på de faktiske forhold og ikke binder sig til teoretiske udledninger. Containerskibe og passagerskibe skal naturligvis ikke måles på samme måde. Og så skal skibene måles på, hvor meget de faktisk har transporteret og ikke på, hvor meget de har plads til, siger Maria Skipper Schwenn.

I november skal miljøkomiteen under IMO godkende oplægget til beslutning, hvorefter flere forhandlinger følger i foråret. /Smir

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109