Motorstyrelsen lukker midlertidigt
På grund af risiko for spredning af coronavirus lukkede Motorstyrelsen de fire motorekspeditioner fra mandag den 16. marts og to uger frem.
Det oplyser Motorstyrelsen.
- Som ansvarlig myndighed skal vi naturligvis medvirke til at begrænse udbredelsen af coronavirus. Derfor har vi besluttet at lukke ekspeditionerne i foreløbig 14 dage, siger underdirektør Jørgen Rasmussen fra Motorstyrelsen.
Lukningen betyder blandt andet, at der ikke udleveres prøvemærker til køretøjer i ekspeditionerne. Men personer med et dansk personnummer kan stadig bestille prøvemærker på skat.dk og få udleveret prøvemærker i synshaller. Personer uden dansk cpr-nummer kan ikke få udleveret prøvemærker i denne periode. Der udleveres heller ikke prøvemærker i toldekspeditionerne.