DSV trækker forventninger tilbage
Suspenderer aktietilbagekøbsprogram.
Som følge af coronakrisen trækker DSV Panalpina nu forventningerne for 2020 og sit aktietilbagekøbsprogram tilbage.
Det meddeler den danske speditionsvirksomhed i en fondsbørsmeddelelse.
- Som følge af det nuværende globale udbrud af coronavirus, oplever logistikkæder og de globale transport- og logistikmarkeder i øjeblikket en betydelig negativt effekt, lyder det blandt andet fra selskabet.
DSV’s forventninger til EBIT før særlige poster i 2020 lå tidligere på mellem 8,2 og 8,7 mia. kr., men på grund af den hurtige udvikling i markedet mener DSV ikke, at selskabet retvisende kan vurdere, hvor stor en effekt virusset får på forretningen. /anga.