23948sdkhjf

Ny direktør skal skabe ny bydel

Flemming Bach er ny chef i Næstved Havn.

Fra marts måned hedder direktøren for Næstved Havn Flemming Bach. Havnens nye chef skal foruden at lede den daglige drift af havnen med de 12 medarbejdere og en årsomsætning på cirka 20 mio. kr. varetage det gode samarbejde med havnens mange kunder og interessenter og forvalte havnens store ejendomsportefølje, lyder det i en skriftlig meddelelse.

- Det er med stor begejstring, at jeg har takket ja til at blive direktør for Næstved Havn. Vi skal skabe en ny beliggenhed for havnen, og vi skal være med til at skabe en helt ny bydel centralt i Næstved. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med et modigt byråd, som sætter handling bag deres visioner, og en stærk, engageret havnebestyrelse. Vi skal trække i arbejdstøjet og i gang med møder og dialoger med alle havnens og områdets interessenter, for det bliver et kompliceret anlægsarbejde. Men jeg ved, at når vi griber det rigtigt an fra start, kan vi skabe store resultater – ikke bare for Næstved, men for hele regionen, siger Flemming Bach.

Den opfattelse deler bestyrelsesformand for Næstved Havn, Kristian Skov-Andersen.

- Jeg er helt overbevist om, at vi har valgt den helt rigtige mand til jobbet. Selvom Næstved Havn er i god gænge med høj aktivitet og tilfredse kunder og medarbejdere, kan 11 måneder uden direktør i en meget lille organisation naturligvis mærkes. Derfor er jeg ekstra glad for, at vi har fundet en direktør med gode samarbejdsevner, med en vindende personlighed og med gode analytiske evner både inden for forretning og projektstyring, siger Kristian Skov-Andersen.

Om Flemming Bach

Flemming Bach er 56 år og oprindeligt uddannet landskabsarkitekt, Cand.hort.arch. fra Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. De sidste 10 år har han stået i spidsen for Guldborgsund Forsyning A/S. Forinden har han været projektchef, anlægschef og vicedirektør hos Københavns Kommunes Vej og Park i sammenlagt fem år. Han bor i Faxe Ladeplads med kone og to børn. /anga.

Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156