PostNord-støtte er spildte penge
»Lad være med at kaste flere penge efter PostNord. Behovet for flere midler stopper ikke, og man kunne i princippet lige så godt brænde sedlerne af en for en.«
Sådan lyder meldingen fra ITD, efter at et snævert flertal Folketinget torsdag besluttede at poste yderligere 110 millioner kroner i selskabet.
Folketingets Finansudvalg stemte torsdag aften et aktstykke igennem, der bevilger 110 millioner kroner til PostNord Danmark. Pengene skal gå til at forlænge den nuværende aftale med PostNord frem til sommeren 2020.
- Det er fuldstændig spild af penge, at et politisk flertal nu vil sætte yderligere 110 millioner kroner direkte ind på Post Nords konto. Man kunne lige så godt brænde hundredekronesedler af. Der er brug for et fundamentalt opgør med Post Nords underskudsgivende og konkurrenceforvridende forretningsmodel – ikke endnu en check udstedt af de danske skattebetalere, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.
Klage til EU
ITD har gjort EU-Kommissionen opmærksom på, at PostNord nu tilføres flere penge, og at det efter al sandsynlighed igen vil ramme de private vognmænd, der konkurrerer med PostNord på det benhårde marked for pakker og stykgods.
- Derfor røg der en officiel klage til Kommissionen afsted, allerede da ITD hørte om aktstykket, siger Carina Christensen.
- I ITD har vi allerede indsendt en klage til Kommissionen over den nye ulovlige statsstøtte, og vi vil gøre alt for, at Kommissionen kræver, at pengene skal betales tilbage. Pengene, som nu tikker ind hos PostNord, går direkte i et bundløst hul, og de kommer ikke til at dække det underskud, som er opstået. Det skal de danske skattebetalere ikke blive ved med at hæfte for, og de private vognmænd skal heller ikke finde sig i, at deres skattekroner går til at udkonkurrere dem selv.