23948sdkhjf

Aalborg Havn bygger nye lagerhaller

Øger havnens lagerkapacitet med 6.000 kvadratmeter.

Manglen på lagerlokaler i Nordjylland får Aalborg Havn til at bygge tre nye Harbour Storage-haller på 2.000 kvadratmeter per lejemål.

- Vi har de seneste år haft en periode med meget lidt nybyggeri af erhvervs- og lagerejendomme her i Nordjylland. Det mærker vi effekten af nu, hvor mange virksomheder forsøger at sikre sig til fremtiden og derfor afsøger markedet for ledige lejemål, der giver mulighed for at vækste, siger Jeppe Faber, commercial manager i Aalborg Havn Logistik, og fortsætter:

- Derfor har vi nu valgt at udvide havnens lagerkapacitet med 6.000 kvadratmeter i form af tre spritnye Harbour Storage-haller. Vi har allerede oplevet en stor interesse for de nye lejemål, og den første hal er allerede lejet ud, siger han.

I stil med de fire nuværende Harbour Storage-haller, som havnen har opført over de seneste år, vil de tre nye lejemål også være universallagerløsninger, der kan tilpasses den enkelte virksomheds behov. De nye haller får ligeledes adresse på Langerak på Aalborg havn og er således placeret tæt på Aalborg Havns containerterminal og med kort afstand til havnens kantine. De nye haller vil have otte meters loftshøjde, og det er der god økonomi i for lejerne, lyder det fra Jeppe Faber:

- Hallernes højde tilfører 25 procent ekstra kubikmeter lagerplads per lejemål. Det betyder, at de fleste virksomheder vil kunne leje sig ind i spritnye og bedre lokaler hos os for den samme husleje, som de betaler i deres nuværende lejemål. Derudover ser mange virksomheder en stor fordel i at leje sig ind på Aalborg havn på grund af den logistisk fordelagtige placering samt mulighederne for at komme tæt på både samarbejdspartnere og eksisterende og potentielle kunder. De efterhånden rigtig mange aktører på havnen skaber nogle gode synergier virksomhederne i mellem, som mange ser et stort potentiale i og gerne vil udnytte, siger Jeppe Faber.

Opførelsen af de tre nye Harbour Storage-haller er begyndt, og de ventes at stå klar i løbet af efteråret 2020. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125