Dobbelttogter i 2020
Dannebrog vil blafre flot i vinden, når George Stage og Skoleskibet Danmark sætter sejl til næste år. Og der er noget at flage for, da regeringen alligevel har fundet penge til, at begge skibe kan sejle to togter og derved uddanne dobbelt så mange studerende, som først antaget.
Det glæder Danske Rederier, som oplever stor efterspørgsel på ubefarne skibsassistenter hos sine medlemmer.
- Det glæder mig, at regeringen har lyttet til os i branchen og alligevel fundet pengene til at bevare dobbelttogterne på Skoleskibet Danmark og Georg Stage. Vi mangler arbejdskraft om bord på vores skibe, så der er brug for, at vi uddanner alle de søfolk, vi kan. Vi ved, at mange elever fra skoleskibene sætter kurs mod en maritim uddannelse efter deres togt på skoleskibene, så det her er dagens bedste nyhed, siger Anne H. Steffensen, administrerede direktør i Danske Rederier.
Ifølge Danske Rederier beder undervisnings- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen Folketingets Finansudvalg om godkendelse af de ekstraordinære overførsler. Der skal overføres 10 mio. kroner til Skoleskibet Danmark og 8 mio. kr. til George Stage næste år, samt 2 mio. kr. til den renovering, som allerede er i gang på skoleskibet Danmark.
- De unge, der stævner ud på skoleskibstogterne, kommer ikke alene hjem med gode oplevelser og hår på brystet. De kommer også med en række kompetencer, der gør dem meget attraktive for skibsfarten. Derfor er der al mulig grund til at rose uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen for alligevel at finde penge til dobbelttogterne. Det takker vi for, siger Anne H. Steffensen. /anga.