Hamborg-glæde over handelsaftale
Havnen i Hamborg forventer, at den netop indgåede handelsaftale mellem EU og Singapore får en positiv indvirkning på den store tyske erhvervshavn.
Efter Kina var Singapore i 2018 Hamborgs næststørste partnerland for søbåren containertransport med i alt 4,3 mio. tons gods. I de første ni måneder af 2019 steg antallet af tyvefods standardcontainere (TEU) mellem Hamborg og Singapore til 305.000 – en stigning på 4,1 procent mod samme periode 2018.
- Handelsaftalen mellem EU og Singapore vil også give vækst til søbåren udenrigshandel i Port of Hamburg og gavne de nationale økonomier i EU og Singapore, siger Axel Mattern, medadministrerende direktør i Port of Hamburg Marketing.
Singapore er efter kinesiske Shanghai verdens travleste containerhavn med håndteringen af 36,6 mio. TEU i 2018.
15 linerservices forbinder i dag Hamborg og Singapore – ni til containere og seks til general cargo. /anga.