Vil have heliport til service af ”Thor”
Det tager kun en halv times sejlads fra Thorsminde til den kommende havvindmøllepark “Thor”. Men nogle gange kræver arbejdet med at servicere projektet en hurtigere transportform, når møllerne skyder i vejret.
Derfor er Holstebro Kommune i gang med at planlægge en heliport på den sydlige del af havnen for at styrke Thorsminde Havns position som servicehavn for vindmøllebranchen.
- Når vi allerede nu går i gang med at planlægge en heliport på havnearealet, er det både for at signalere vilje til at levere de nødvendige rammer, men også fordi vi herefter hurtigt kan sætte gang i den konkrete etablering, hvis operatørerne vælger at placere nogle af deres aktiviteter på Thorsminde Havn, siger borgmester i Holstebro Kommune, H.C. Østerby.
De lokale havnes service, infrastruktur og udviklingsmuligheder er en væsentlig del af regnestykket, når de store operatører inden for havvindmølleparker byder ind på etableringen af “Thor”. Det handler blandt andet om havnebygninger og -drift, besejlingsforhold, udlæg af arealer til nye bygninger, forplejning, overnatning samt lokalområdets forsyningskæder og underleverandører.
En foreløbig undersøgelse har allerede vurderet, at en heliport på havnen er realistisk. Derfor går Holstebro Kommune i gang med en yderligere kvalificering.
- Når Energistyrelsens udbud er afsluttet næste år, kan vinderne næppe vente på, at vi får et nyt plangrundlag på plads. Og vi vil ikke bare henvise dem til en nærliggende flyveplads. Det her giver os et forspring, siger H.C. Østerby. /anga.