Trafikken på Storebæltsbroen er faldende
Der var fuld drøn på trafikken over Storebæltsbroen i første halvdel af 2019, men siden sommeren har trafikken været aftagende.
I oktober kørte næsten 4.400 lastbiler over broen i gennemsnit per døgn. Det er cirka 30 flere om dagen end oktober 2018. Der er dog tale om en markant aftagning, siger Camilla Riff Brems, analysechef i Sund & Bælt:
- Med en trafikvækst på 0,7 procent er lastbiltrafikken fortsat stigende i oktober. Set over de seneste tre-fire måneder er væksten dog markant aftagende, når der tages højde for antallet af hverdage og weekenddage. Det generelle billede af en aftagende vækst eller ligefrem et fald i trafikken ses også hos infrastrukturejere i resten af Europa, siger Camilla Riff Brems.
I alt kørte godt 1,1 mio. køretøjer over Storebæltsbroen i oktober, hvilket er 0,2 procent færre end oktober sidste år. Dermed er det anden måned i træk med fald i trafikken på Storebælt, idet september bød på et fald på 0,3 procent.
Den faldende trafik på Storebælt kan i høj grad tilskrives personbil- og bustrafikken. Personbiltrafikken faldt med henholdsvis 0,8 procent i september og 0,3 procent i oktober, sammenlignet med samme periode 2018. Også bustrafikken er med 25 færre busser over broen i døgnet dalet med næsten 11 procent.
- Faldet i bustrafikken, som har været markant gennem det meste af 2019, fortsætter i oktober. En væsentlig årsag er udviklingen i fjernbusmarkedet, siger Camilla Riff Brems. /anga.