Færre lokkes af lave fragtpriser
Færre forbrugere bliver lokket til udenlandske netbutikker af lave fragtpriser. Andelen af forbrugere, der angiver lavere fragtpriser som årsag til at handle i udenlandske netbutikker, er faldet med 20 procent på et år.
Det skriver FDIH – Foreningen af Danske Internethandlere.
Ifølge foreningens undersøgelse siger fire ud af ti forbrugere, der har handlet i udlandet, at fragtprisen var lavere i udlandet end den forventede fragtpris i Danmark. Godt en tredjedel svarer, at fragtprisen havde betydning for, at de valgte at handle i udlandet.
Det er bekymrende, at så mange forbrugere oplever, at det er billigere at handle i udlandet, men tallene viser, at det går den rigtige vej, siger Niels Ralund, administrerende direktør i FDIH:
- Sidste år var det over halvdelen af forbrugerne, der vurderede, at fragtprisen i udlandet var lavere, i år er det under halvdelen. Vi skal gerne nå frem til, at forbrugerne ikke forventer, at det er billigere i udlandet. Der er vi ikke endnu, men vi bevæger os i den rigtige retning, siger han.
Den positive udvikling skyldes ifølge FDIH-direktøren, at flere af de udenlandske netbutikker ikke længere altid tilbyder fri fragt.
- Vi kan se, at selv giganter som Zalando er ved at gå bort fra, at der altid er gratis fragt. Det bliver simpelthen for dyrt. Samtidig er der flere danske netbutikker, som nu tilbyder fri fragt betinget af et vist beløb. Så priserne begynder at nærme sig hinanden, og det er godt, for vi ved jo, at vi kan slå de udenlandske netbutikker på andre parametre, siger Niels Ralund. /anga.