Grenaa/Aarhus-Halmstad åbner til februar
Billetsalget til Stena Lines nye rute mellem Grenaa-Aarhus og Halmstad er nu i gang. Dermed går startskuddet for ruten, der forbinder Kattegatregionen og de tre byer Aarhus-Grenaa-Halmstad.
- Nu kan vores gæster begynde at købe billetter til den nye rute, og det er med til at markere, at ruten snart bliver en realitet. Vi ser frem til at skabe uforglemmelige rejseoplevelser i mange år fremover, siger Stena Lines linjechef Tony Michaelsen.
Åbningen af ruten vil blive markeret med en stor åbningsweekend fra den 1.-2. februar både i Grenaa og Halmstad. Forberedelserne til flytningen af ruten fra Varberg til Halmstad er i fuld gang, og inden starten i februar vil en nybygget terminal i Halmstad med flere bæredygtige løsninger som solceller og grøn elektricitet være klar til at modtage Stena Lines færge, lyder det.
Med den nye rute ønsker Stena Line at forbinde Kattegatregionen og de tre byer Aarhus-Grenaa-Halmstad. Rejsende kan eksempelvis begynde turen fra Aarhus med bus eller letbanen til Grenaa og sejle med Stena Line fra Grenaa til Halmstad.
- Den nye færgerute åbner store muligheder for at udvikle turistsektoren og turismen på både dansk og svensk side, men også for udveksling inden for erhverv, sport og kultur. Det er glædeligt at se, hvor begejstrede kommunerne på begge sider er – det så vi ikke mindst gennem den Kattegatalliance, der blev underskrevet i oktober, siger Tony Michaelsen. /anga.