Møder skal sætte fart på havneudvikling
I Horsens sætter byens havn fart på udviklingen med en møderække. I kølvandet på både idemøde og kommunens nye ejerstrategi er der en stærk basis for at tænke fremad, lyder det fra Claus Holm Christensen, havnedirektør i Horsens Havn:
- Vi kommer til at inddrage de væsentligste input fra konferencen og samtidig er vi opmærksomme på, hvordan vi skal videreudvikle, så havnen fortsat lever op til begrebet ”Vores Havn”. Der er mange ideer og tanker allerede, og vi skal skabe et overblik og en retning i arbejdet samtidig med at vi holder fast i de gode ideer og opbakningen i byen, siger havnedirektør Claus Holm Christensen og understreger, at også naboer til havnen vil blive inviteret til at deltage i nogle af møderne. /anga.