23948sdkhjf

Væltede lastbiler koster samfundet dyrt

Sund & Bælt kickstarter kampagne rettet mod vindfølsomme køretøjer.

65 gange er køretøjer væltet på Storebæltsbroen på grund af kraftig blæst siden broens åbning, hvilket har skabt trafikalt farlige situationer og lange køer.

Det fortæller Sund & Bælt, der i samarbejde med Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi sætter fokus på kørsel over Storebæltsbroen i blæsevejr med en kampagne, der skal styrke sikkerheden på broen.

”Nu kommer blæsten”

En række uheld med væltede vindfølsomme køretøjer de seneste to år har betydet, at broen måtte lukke for al biltrafik i længere perioder. Senest væltede en lastbil i januar og lukkede broen for al biltrafik i mere end tre timer. Det betød lange køer og frustrerede kunder.

Derfor ønsker Sund & Bælt med kampagnen ’Nu kommer blæsten. Tænk dig om, før du bliver grebet af den på Storebælt’ at informere trafikanter om, hvornår det er sikkert at køre over Storebæltsbroen i kraftig blæst.

- Målet med kampagnen er at nedbringe antallet af uheld på broen, forårsaget af vind. Det håber vi at gøre ved at gøre trafikanterne klogere på, hvad et vindfølsomt køretøj er, og hvor det er, vinden kan gøre det særligt farligt at passere Storebæltsbroen, når det blæser, siger Kim Agersø Nielsen, teknisk chef for konstruktioner og anlæg i Sund & Bælt, og fortsætter:

- Når køretøjerne vælter, opstår der en farlig situation, hvor andre trafikanter også kan komme i fare. Samtidig må flere tusind trafikanter holde i kø for at komme over broen, og det er dyrt – både for samfundet og erhvervslivet. Derfor sætter vi fokus på området, slutter Kim Agersø Nielsen.

Kampagnen møder stor opbakning fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som – hver gang et vindfølsomt køretøj vælter på broen – må ud og afhjælpe situationen:

- Det er ikke alle, der ved, om deres køretøj er vindfølsomt eller ej. En lastbil kan for eksempel veje ti ton uden last, men alligevel være vindfølsom. Så en lastbilchauffør må ikke automatisk gå ud fra, at han kan køre over broen, hvis det blæser, siger Tom Trude, der er linjechef for Beredskabet i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, og fortsætter:

- Kampagnen skal være med til at klæde trafikanterne bedre på til at kunne vurdere, om det er forsvarligt at køre over eller ej. Beslutningen er i sidste ende førerens eget ansvar, siger han. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078