23948sdkhjf

Uudnyttet potentiale i eksport til Frankrig

DI vurderer, at eksport kan øges med op mod 13 mia. kr.

Økonomisk optur har styrket eksporten til Frankrig, men det franske marked rummer endnu større muligheder, vurderer Dansk Industri.

Ifølge organisationen er Frankrig det marked, hvor vi har det største uudnyttede potentiale, og DI vurderer, at eksporten til Frankrig kan øges med op mod 13 mia. kr.

Stilstand vendt til vækst

Frankrig er Danmarks ottende største eksportmarked og købte sidste år danske varer og tjenester for lidt over 35 mia. kr. Efter en længere årrække med stilstand i eksporten til Frankrig har de seneste år været præget af fremgang. Eksporten til Frankrig er steget med over 6 mia. kr. siden 2015 (i løbende priser). Alene i 2018 steg eksporten til Frankrig med næsten ti procent. Blandt vores 15 største eksportmarkeder har vi kun haft større fremgang i eksporten til Holland i 2018.

Sidste år havde vi et overskud på handlen (eksport minus import) med Frankrig på 2,3 mia. kr. Overskuddet stammer primært fra salg af medicin, maskiner, fisk, tøj, møbler og transporttjenester. Omvendt har vi betydelige underskud på handlen med Frankrig inden for vin, skønhedsprodukter, biler og rejser.

Selv om Frankrig er et af vores store eksportmarkeder, og vi har overskud på handlen med Frankrig, så har vi tabt terræn på det franske marked. Vores markedsandel faldt fra 0,8 procent i 2006 til under 0,5 procent i starten af 2016. Efter fremgangen i eksporten de seneste år er vores markedsandel steget lidt igen, men den ligger stadig på et væsentligt lavere niveau end for 10-15 år siden.

Nye DI-beregninger viser, at vi har et uforløst eksportpotentiale på op mod 13 mia. kr. på det franske marked. Det gør Frankrig til det marked, hvor danske virksomheder underpræsterer mest.

”Frankrig er med sine 65 mio. indbyggere eurozonens næststørste økonomi. Efter briternes exit fra EU vil Frankrig også være den næststørste økonomi i hele EU – kun overgået af Tyskland. Udviklingen i fransk økonomi har dermed stor betydning for væksten i Europa og for dansk eksport. De seneste måneder har budt på stigende optimisme i fransk økonomi, hvilket giver forhåbninger om højere vækst i sidste halvdel af 2019. Det er især forbrugerne og servicevirksomhederne, der over de seneste måneder har fået et bedre syn på økonomien. Erhvervstilliden blandt industrivirksomhederne er fortsat relativt svag, ligesom i store dele af de andre europæiske lande”, skriver DI. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125