Dalende optimisme blandt danske eksportører
Optimismen i virksomhederne daler. Særligt blandt eksportvirksomheder nærmer forventningerne sig nulpunktet, og deres syn på beskæftigelsesudviklingen er tilmed svagt pessimistisk.
Det skriver Dansk Industri med udgangspunkt i DI’s Konjunkturindikator.
Indikatoren peger på fortsat fremgang i 4. kvartal, men forventningerne til det kommende kvartal nedjusteres for tredje kvartal i træk. Den sammenvejede konjunkturindikator har ikke været lavere siden 1. kvartal 2015. Det er forventningerne til både omsætning, indtjening og beskæftigelse i det kommende kvartal, som falder, lyder det.
”Eksportvirksomhederne ser mindre lyst på det kommende kvartal i forhold til virksomhederne orienteret mod det danske marked. Eksportvirksomhederne forventer lavere vækst i omsætning og indtjening end de øvrige virksomheder, og deres forventninger til beskæftigelsen er svagt negative. Det er en konsekvens af den lavere efterspørgsel, som usikkerhed fra afmatning i tysk industri, eskalerende handelskrig og risiko for hårdt brexit forårsager”, skriver Dansk Industri. /anga.
DI's Virksomhedspanel
Resultaterne om virksomhedernes konjunkturvurderinger fra DI's virksomhedspanel for 4. kvartal 2019 bygger på svar fra 470 ud af 2.032 adspurgte virksomheder.
Virksomhederne har afgivet svar i perioden 28. august til 11. september 2019.
Panelet består af et repræsentativt udsnit af DI's medlemskreds.
Panelet dækker lige fra de mindste virksomheder til de allerstørste virksomheder i Danmark og repræsenterer virksomheder, der tilsammen har 85.000 - 120.000 ansatte i Danmark.