23948sdkhjf

Trump retter toldvåbnet mod EU

Dansk eksport for 700 mio. kr. i fare, lyder det fra Dansk Industri.

Handelskrig er ikke isoleret til et anliggende mellem USA og Kina alene.

I går onsdag offentliggjorde verdenshandelsorganisationen WTO, at USA kan pålægge straftold for 7,5 mia. dollars på europæiske varer ved import til USA som straf for, at europæiske lande har givet ulovlig statsstøtte til Airbus-fabrikkerne.

Ifølge DI er danske varer for minimum 700 mio. kr. i farezonen.

USA skal nu lægge sig fast på, hvad det er for nogle europæiske varer, man vil straffe, men Dansk Industris afsætningspolitiske chef Peter Thagesen frygter, at det vil gå ud over danske virksomheder og eksportvarer.

- USA offentliggjorde for et par måneder siden lister over de varer, som de påtænkte at ramme, og her stod dansk eksport for minimum 700 mio. kr. til at blive ramt. Værst ser det ud til at gå ud over fødevarer, som småkager, mejeriprodukter og fisk, siger Peter Thagesen og fortsætter:

- Vi frygter, at det transatlantiske forhold vil gå fra dårligt til værre. I 2018 blev der pålagt ulovlig straftold på stål og aluminium fra EU-landene, og om få måneder er der en reel risiko for, at USA lægger straftold på biler og bildele fra EU. Det vil ramme danske producenter, som forsyner hele den europæiske bilindustri. Hvis der udbryder en handelskrig, vil det ramme dansk økonomi hårdt, siger Peter Thagesen.

Ifølge DI fortalte Cecilia Malmström, der har ansvar for EU’s handelspolitik, onsdag til det amerikanske erhvervsmedie CNBC, at hendes ”plan A” stadig er, at USA og Europa bliver enige om helt at undgå nye tariffer. Samtidig siger hun dog også, at EU kigger på alle muligheder og ikke vil udelukke noget.

I Dansk Industri er forhåbningen, at USA og EU kan blive enige om en løsning, der helt undgår nye tariffer.

- USA er et af vores allervigtigste eksportmarkeder. Det er klart i Danmarks interesse, at vi har et stærkt transatlantisk forhold. Derfor håber vi, at myndighederne snart vil finde en løsning, så vi undgår en handelskonflikt, som alle taber på. Det er vi især optagede af i DI, siger Peter Thagesen. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156