Opdatering af havneloven i limbo
Brancheorganisationen Danske Havne har ledt forgæves efter en opdatering af havneloven i regeringens lovgivningsplaner for det nye Folketingsår. Revisionen af havneloven har været længe under vejs og Danske Havne er skuffet.
S-regeringen offentliggjorde tirsdag sit lovprogram for det nye folketingsår, hvilket er en officiel beskrivelse af, hvad borgere og erhverv kan forvente af lovforslag det kommende år. Hos brancheorganisationen Danske Havne har man selvfølgelig nærlæst lovprogrammet med det samme, og her er skuffelse over, at en ellers planlagt revision af havneloven ikke er på regeringens program.
- Hvis jeg skal udtrykke det diplomatisk, så er det meget, meget, meget ærgerligt, siger Tine Kirk Pedersen, der er direktør i Danske Havne, og fortsætter:
- Det er ærgerligt, fordi hele branchen nu i langt over to år har arbejdet på at få opdateret havneloven, så alle landets havne kan indrette sig efter fremtiden og fortsætte arbejdet for vækst, arbejdspladser og grøn omstilling. Det er mildest talt ikke en optimal situation, at havnene hele tiden ved, at Folketinget liiiiige straks vil ændre havneloven, men så udskydes det alligevel gang på gang. Først udskød VLAK-regeringen havneloven, og nu udskyder S-regeringen den.
Under vejs siden 2017
Arbejdet med revisionen af havneloven har været i gang siden foråret 2017, hvor daværende transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen nedsatte et ekspertudvalg, der skulle komme med anbefalinger til en ny havnelov. De kom så i maj 2018, hvor udvalget fremlagde første bud på fremtidens havnelov. Det videre arbejde blev dog skubbet flere gange, selvom hele branchen egentlig havde været involveret og var klar til at komme det sidste stykke.
Selv om Danske Havne er skuffet over opdateringen af Havneloven ikke bliver til noget foreløbig, vil brancheorganisationen fortsætte med at fremhæve sine medlemmers interesser i en konstruktiv dialog med beslutningstagerne.