Stena Impero under vejs
Tankskibet Stena Impero, der sammen med skibets besætning blev opbragt af iranske myndigheder 19. juli, er formentlig på vej til Port Rashid i Dubai.
Det skriver telegram bureauet Reuters, der angiveligt har set tracking-data, der viser er det svenskejede og britisk flagede tankskib har forladt den iranske havneby Bandar Abbas.
Iranske myndigheder annoncerede i starten af denne uge, at rederiet Stena Bulks tankskib ville blive frigivet inden for kort tid.
Iran har officielt begrundet opbringningen med, at skibet havde overtrådt internationale maritime regler. Men en repræsentant fra den magtfulde iranske Revolutionsgarde erkendte ifølge internationale medier på et tidspunkt, at opbringningen var en reaktion på, at britiske myndigheder havde opbragt et iransk tankskib ved Gibraltar 4. juli.
En opbringning, der blev begrundet med, at det iranske tankskib havde brudt EU’s sanktioner mod det borgerkrigshærgede Syrien.
Tracking data for Stena Impero viser angiveligt, at skibet har ændret den oprindelige destination fra Jubail i Saudi-Arabien til Port Rashid i Dubai.