Vigtigt med lokal nærhed
I går mandag den 2. september åbnede DSV nyt kontor i Herning, og dermed fortsætter koncernen strategien om at komme endnu tættere på kunderne.
Det siger Peter Groth, vicepræsident i DSV Air & Sea Danmark:
- I DSV ønsker vi at støtte væksten i Danmark ved at være til stede lokalt. Med et kontor i Herning slår vi os ned centralt i det midt- og vestjyske og støtter op om den rivende udvikling, som regionen er inde i. Med DSV’s globale størrelse har vi en enorm styrke i vores evne til at levere enkle og effektive transport- og logistikløsninger. Det at skabe tryghed og tillid mellem os og den enkelte kunde handler om nærhed og forståelse, og her betyder lokal tilstedeværelse og mulighederne for at mødes over en kop kaffe virkelig meget, siger Peter Groth.
Ivan Akselsen står i spidsen for kontoret, der har slået dørene op i Erhvervsparken Innovatorium. Han har omkring 40 års erfaring inden for transport- og logistikbranchen og besidder et stærkt lokalkendskab, som skal være med til at bygge kontoret op. Kontoret bliver drevet af fem medarbejdere. På sigt er tanken, at kontoret udvides til otte til ti medarbejdere, der skal servicere virksomheder med et transportbehov i Midt- og Vestjylland, lyder det fra DSV. /anga.