23948sdkhjf

Søfartshistorie på Ærø-Als-ruten

El-færgen Ellen sejler sin første tur med passagerer.

Et nyt kapitel i Danmarks lange maritime historie blev i sidste uge åbnet, da el-færgen Ellen for første gang stævnede ud fra Søby på Ærø og satte kursen mod Als. Det var første gang en rent eldrevet færge er blevet sat i drift i Danmark.

Færgerederierne Scandlines og ForSea anvender allerede delvist eldrevne færger – konventionelle færger, der er ombygget til en kombineret drift på el- og bunkerolie – såkaldte hybrid-færger.

Men el-færgen Ellen er som nævnt, den første rent el-drevne færge i kommerciel drift i Danmark. Den nye færge er bygget på Søby Værft med tilskud fra EU. Værftet står sammen med Ærø Kommune bag færgeprojektet.

Ellens debut på Fynshav 15. august forløb ifølge parterne bag helt efter planen og der var angiveligt smil hos både besætning og passagerer, da færgen sejlede dagens sidste tur fra Fynshav til Søby.

Stolt på Ærøs vegne

Startskuddet til projektet faldt i midten af 2015, hvor kommunen og værftet underskrev aftalen med EU.

Ærøs trafikdirektør, Keld M. Møller udtalte inden den store dag:

- Det er yderst tilfredsstillende, at vi nu er klar til at idriftsætte Ellen, og det glæder mig at kunne tilbyde passagerne en ekstraordinært behagelig overfart fri for støj, vibrationer og os.

Ærøs borgmester, Ole Wej Petersen sagde inden jomfruturen.

- Ellen demonstrerer, at selv længere regionale ruter kan dækkes med ren eldrift. Vi har været med til at vise vejen til den grønne omstilling indenfor færgedrift, og jeg er stolt på hele Ærøs vegne, og på vegne af alle projektpartnere.”

Fakta om E-ferry projektet

E-ferry projektet er et EU støttet udviklingsprojekt, med det formål at designe, bygge og demonstrere en 100 % elektrisk drevet passager- og bilfærge. El-færgen Ellen er på mange måder en pionér indenfor sit felt, noget der især ses på rækkevidden.

Hun kan sejle op til 22 sømil mellem hver opladning, hvilket er 7 gange længere end hidtil muligt for en el-færge. Det banebrydende projekt er nu i sin endelige fase, hvor den elektriske færge sættes i normal drift og skal demonstrere at det er muligt at sejle op til 7 daglige dobbeltture mellem Søby og Fynshav.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.129