Fart på ny tolduddannelse
Danske Speditører forudser et større behov for medarbejdere med toldkundskaber i de danske transportvirksomheder, hvis Storbritannien forlader EU uden en aftale den 31. oktober 2019 – en såkaldt ”hård Brexit”.
Derfor sætter brancheorganisationen nu tempoet op i den nye uddannelse til toldassistent.
19 nye toldassistenter
Uddannelseschef i Danske Speditører, Jakob Størling, er sikker på, at udsigten til hård Brexit uden en aftale vil få efterspørgslen efter de nye toldassistenter til at eksplodere.
- En af de meget store speditionsvirksomheder har netop sagt, at de har brug for 50-100 nye toldmedarbejdere for at kunne håndtere hård Brexit. Andre af vores medlemsvirksomheder vil få tilsvarende behov blot i mindre skala. Derfor forventer jeg, at vi hurtigt kommer i en situation, hvor der er behov for flere toldassistenter end de 19 personer i første kuld, siger Jakob Størling.
Han henviser til, at 19 personer i forsommeren 2019 blev de første uddannet efter at have gennemgået en 10 dages tolduddannelse, der er skabt af Danske Speditører i samarbejde med fagforeningen HK.
Den nye uddannelse er ikke kun et tilbud til personer fra andre brancher. Den kan også bruges som efteruddannelse for nuværende medarbejdere i speditionsvirksomheder, der har behov for, at flere kan mere inden for toldområdet, lyder det fra brancheorganisationen.
- Den nye kortvarige uddannelse er bestemt også brugbar som efteruddannelse på toldområdet. Men det er vigtigt at slå fast, at den på ingen måde kan erstatte vores tolddiplomuddannelse, der går mere i dybden med toldopgaven, toldværdi, import-eksport og tarifering. Den nye kortvarige uddannelse er altså en valgmulighed for de virksomheder, der kan klare sig med medarbejdere, som kun ved og kan det absolut mest nødvendige inden for toldområdet, siger Jakob Størling.
Jakob Størling fortæller, at den korte uddannelse giver deltagerne viden og færdigheder inden det praktiske toldarbejde.
- De vil kunne give en praktisk hånd med i virksomhederne. Det er der stort behov for. I løbet af kort tid fik den første person, der bestod uddannelsen i forsommeren, job i en logistikvirksomhed, siger uddannelseschefen.
Siden det første kuld toldassistenter blev færdige, har Danske Speditører modtaget flere positive reaktioner fra speditionsvirksomheder, der oplyser, at de gerne vil modtage jobansøgninger fra de nyuddannede toldassistenter, der endnu ikke har fået job.
/anga