23948sdkhjf

Firkantede regler rammer dyretransporter

ITD ønsker møde med ny fødevareminister om grisetransporter.

Nye bureaukratiske procedurer for dyretransportører er så firkantede, at de rammer danske griseeksportører urimeligt hårdt. Derfor vil ITD nu bede om et snarligt møde med fødevareminister Mogens Jensen (S), så der kan blive kigget på situationen.

Der har de seneste dage været en del historier i medierne om, at danske smågriseeksportører står med grise, der står til aflivning grundet en opstramning af procedurerne, der trådte i kraft den 1. juli 2019. En stramning, der blandt andet betyder, at todagesfristen for indsendelse af logbøger forud for en transport bliver absolut. At todagesfristen bliver absolut skal forstås således, at logbogen skal være indsendt senest to hele arbejdsdage før den planlagte afgang.

Samme regler gælder, når det er nødvendigt at ændre på logbogen, for eksempel når der skiftes bil eller vognmand på den pågældende transport. Her medfører de ændrede procedurer, at der igen går 48 timer med godkendelsen. Det kan betyde, at smågrisene er vokset så meget, at deres vægt overstiger den vægt, der er godkendt for transporten og ikke længere kan sendes afsted på den planlagte tur.

- Vi bakker smågriseeksportørerne op og mener, at der meget hurtigt skal ses på sagen. Derfor vil ITD nu tage kontakt til de andre organisationer, og så vil vi så hurtigt som muligt bede fødevareminister Mogens Jensen om et møde for at drøfte situationen, siger Jørn-Henrik Carstens, der er ITD’s politiske chef.

Rent bureaukrati

- Vi deler erhvervets bekymringer og frustration, det er en alvorlig situation for et vigtigt eksporterhverv. Der skal naturligvis være regler, der sikrer, at dyrene har det godt under transporterne, men det her handler ikke om dyrevelfærd, det her er ren bureaukrati og firkantede regler, slutter Jørn-Henrik Carstens.

Det var den daværende regering og Dansk Folkeparti, der strammede reglerne i december 2018, som blandt andet betyder, at Fødevarestyrelsen fra den 1. juli 2019 skal have 48 timer til at kontrollere, når der bliver lavet ændringer i dyretransportørernes logbøger. Det kan medføre, at transporten skal holde stille i to døgn, en teknikalitet der blev indført, fordi det i 2018 kom frem, at Fødevarestyrelsen havde ”glemt” at sanktionere for overtrædelser i de logbøger, de havde kontrolleret mellem 2015 til 2017. /Smir

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141