Havnegrunde i Horsens solgt
Endnu en projektgrund på Nordhavnen i Horsens har nu fundet sin ejer. Svanen Gruppen, som har hjemme i Horsens, har købt den tidligere Kemira-grund og den sidste del af den tidligere Danafeed-grund på Horsens havn.
Sammen med købet har Svanen Gruppen præsenteret et projekt, som indeholder 165 private og 75 almene boliger. De almene boliger bliver fordelt med henholdsvis 50 ungdoms- og 25 familieboliger, hvoraf de 10 bliver opført som prisbillige boliger. Desuden er der i projektet 125 kvadratmeter til at opføre en café og 125 kvm til et fælleshus.
- Hele omdannelsen af Nordhavnen til en ny del af byen er rigtig spændende. Svanen Gruppen hører hjemme i Horsens og har også tradition for at bygge her. Derfor var det naturligt for os at byde på grunden. Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med vores projekt, siger Michael Brixhuus, som sammen med Morten Brixhuus ejer Svanen Gruppen.
Også Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune, glæder sig over underskriften på aftalen.
- Hele havnefronten er nu solgt, og vi har dermed nået en vigtig milepæl i udviklingen af havnen. Svanen Gruppens projekt indeholder en rigtig god blanding af boligtyper, og det er dejligt, at vi også får både ungdomsboliger og prisbillige boliger på Nordhavnen, siger Peter Sørensen. /anga.