Beskæftigelsen stiger i dansk søfart
Nye tal fra Danske Rederier viser, at der både på land og til vands kommer flere ansatte i de danske rederier.
Om det er udlængsel, duften af saltvand eller muligheden for at arbejde i et globalt erhverv, der trækker flere folk til søs, er ikke til at sige. Men faktum er, at beskæftigelsen hos de danske rederier stiger. Både ombord på skibene og i kontorerne på land.
- Det er glædeligt at se, at de danske rederier har så godt gang i forretningen, at de har brug for flere gode folk til at løfte opgaverne, siger Anne H. Steffensen, der er administrerende direktør i Danske Rederier.
Flere hænder til søs
Nye tal fra Danske Rederier viser, at der i 2019 er 24.437 personer ansat hos medlemmerne af organisationen. Det er en stigning på 1.487 personer svarende til 6 procent. En stor del af den vækst er drevet af aktiviteterne til søs, hvor der i år er kommet 856 flere søfolk, heraf 108 danske.
Men også på land er der kommet flere folk i kontorerne. Antallet af landansatte er i 2019 vokset med 631 mennesker til 6.788 personer. Heraf er de 408 nye landansatte kommet som følge af nye medlemmer i Danske Rederier, mens de 223 andre nyansatte er udtryk for organisk vækst.
- Vi har som et strategisk mål, at vi både skal bevare vores andel af danske søfolk på skibene og samtidig have flere landansatte på kontorerne i Danmark. På begge områder leverer vores medlemmer i 2019, så jeg er selvfølgelig glad for, at det ser ud til, at vi er godt på vej mod vores mål, siger Anne H. Steffensen.