23948sdkhjf

Rift om logistiklokaler

Voksende nethandel skaber stor efterspørgsel.

Den voksende nethandel og skærpede krav om hurtige leverancer øger efterspørgslen efter lager- og logistiklokaler. Udbuddet har ikke været lavere i 11 år, viser tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk.

Danmark har således ikke haft færre tomme logistiklokaler, lagerhaller og fabriksejendomme siden april 2008, lyder det.

- Udbuddet af logistik- og industrilokaler toppede i 2011 og 2012, og siden er udbuddet faldet nærmest kvartal for kvartal. Ved udgangen af 2018 brød udbuddet ned gennem to procent af de samlede lokaler i landet, og nu er vi helt nede på 1,8 procent, siger Nicholas McFall, analytiker i Ejendomstorvet.dk.

Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er lige godt 1.500 lager- og produktionslokaler udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk.

- Vi kan måske komme lidt længere ned, men vi er ved eller omkring bunden, og der er behov for at få bygget en del. Internethandlen kan øge efterspørgslen på lokaler, fordi Amazon og andre udenlandske giganter ser Danmark som et umodent marked. Hos os er levering inden for en-to-tre dage almindelig, men for eksempel i Amsterdam kan man bestille om formiddagen og få varerne leveret om eftermiddagen. Det kræver decentrale lagre og dermed mere plads, siger Stig Plon Kjeldsen, analysechef hos Nordicals – det tidligere Nybolig Erhverv.

Særligt tendensen last mile distribution kan skabe øget efterspørgsel, mener Stig Plon Kjeldsen:

- Vi ser eksempelvis, at store virksomheder har centrallagre i Køge, men det er for langt at sende varebiler mod København derfra, og derfor etablerer nogle virksomheder mindre, supplerende lagerlokaler i for eksempel Glostrup eller Rødovre, siger han.

Nordjylland har med 1,1 procent den laveste andel udbudte logistik- og lagerlokaler, derefter følger Vestjylland med 1,4 procent. I hele landet er der godt 103 mio. kvadratmeter, og heraf står lige knap 1,9 mio. tomme. Det seneste år er lidt over 300.000 kvadratmeter taget af markedet – typisk fordi lokalerne er blevet udlejet eller solgt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113