Ny IATA-formand med klima-fokus
Carsten Spohr, administrerende direktør i Lufthansa Group, er valgt som ny bestyrelsesformand i IATA ved den internationale luftfartsorganisations 75. årlige generalforsamling, der netop er afholdt i Seoul, Sydkorea.
- Jeg føler mig beæret og spændt på at tage rollen i denne vigtige periode for vores branche. Vi står over for en række udfordringer, herunder voksende protektionisme, høje skatter og handelskrige. Måske er den største udfordring af alle bæredygtighed. Carbon Offsetting and Reduction Scheme for International Aviation (CORSIA) er en kæmpe præstation, som vil stabilisere vores CO2-udslip fra 2020. Nu skal vi kortlægge vejen mod at opnå vores meget mere ambitiøse 2050-mål – at reducere nettoudslippene til halvdelen af 2005-niveauet. Luftfartsindustrien er seriøse omkring sine forpligtelser vedrørende klimaforandringer. Og vi vil presse hårdt på for at få regeringer til at gøre deres del og rydde ud i ineffektiviteten i luftfartsstyring og fastsætte de politiske rammer for kommercialisering af bæredygtige luftfartsbrændstoffer, siger Carsten Spohr.
Han efterfølger Akbar Al Baker, topchef hos Qatar Airways. /anga.