Dachser satser på bæredygtig vækst
Hos den tyske logistikkoncern Dachser står det efter offentliggørelsen af 2018-regnskabet klart, at selskabet vil satse på bæredygtig vækst ved opretholdelsen af en sund balance mellem kvalitet, processer og omkostninger.
Styring af knappe ressourcer
I det forgangne år steg den konsoliderede nettoomsætning hos Dachser-koncernen med 5,5 procent til 5,57 mia. euro – cirka 41,6 mia. kr.
Antallet af forsendelser steg 2,5 procent til 83,7 mio., mens den samlede tonnage noterede fremgang på 3 procent til 41,3 mio. tons.
Med 30.609 medarbejdere – 1.511 nye i 2018 – har Dachser aldrig haft flere ansatte på lønningslisten.
Ifølge Dachsers topchef, Bernhard Simon, bød 2018 dog på visse udfordringer – herunder manglen på professionelle chauffører og logistikoperatører; potentielle kapacitetsflaskehalse, der skyldes markante sæsonudsving og knaphed på lastkapacitet, samt voksende usikkerhed om forbud mod dieselkøretøjer, brexit og fremtiden for internationale handelsforbindelser.
- Allerede i 2018 stod det klart, at logistikbranchen var nødt til at bruge flere kræfter på styring af knappe ressourcer. Set i det lys er det vigtigt at håndtere væksten hensigtsmæssigt og på en måde, der gør det muligt at opretholde en sund balance mellem kvalitet, processer og omkostninger. Kun bæredygtig vækst vil være til gavn for vores medarbejdere og kunder, siger Bernhard Simon.
Integrerede it-løsninger
Fordelt på forretningsområder noterede Road Logistics e fremgang i nettoomsætningen på 6,6 procent til 4,47 mia. euro.
Air & Sea Logistics fik en stagnerende konsolideret nettoomsætning på 1,19 mia. euro. Der var nedgang i antallet af forsendelser på 2,9 procent, mens der var vækst i tonnagen på 6,6 procent – særligt inden for søfragt.
- Vores mål er at erstatte alle isolerede løsninger med vores egenudviklede transportstyringssystem Othello senest i 2020. I 2018 afsluttede vi udrulningen af systemet i Kina, hvilket udgjorde en vigtig milepæl i projektet. Nøglen til bæredygtig vækst inden for sø- og luftfragt ligger i evnen til at beherske og håndtere komplekse grænseflader og den dybe integration i vores logistiksystemer. Som vi har set med europæisk landtransport, vil vores investeringer i integration og standardisering også kunne betale sig her, siger Bernhard Simon.
Investeringer i netværk
I 2018 investerede Dachser 126 mio. euro i logistikfaciliteter, it-systemer og teknisk udstyr. I 2019 har virksomheden øremærket 234 mio. euro til formålet. Derudover lægger Dachser stor vægt på uddannelse, hvilket har vist sig at være en meget vellykket strategi, især hvad professionelle chauffører angår, lyder det.
- På nuværende tidspunkt er 207 personer ved at uddanne sig til professionel chauffør hos Dachser Service & Ausbildungs GmbH, hvilket gør os til et af de største chaufføruddannelsescentre i Tyskland. Vores næste skridt er at udvide aktiviteterne til også at omfatte logistikoperatører i transitterminaler og lagerbygninger, lyder det fra Bernhard Simon. /anga.