23948sdkhjf

Erfaren TUR-chef takkede af

Hans Kjeldgaard Christiansen rundede en lang karriere af.

Hans Kjeldgaard Christiansen takkede i maj af som sekretariatschef for TUR – Transporterhvervets Uddannelser og rundede samtidig en lang karriere af i transportens tegn.

Hans Kjeldgaard Christiansen har været ansat i TUR i de seneste 23 år, og derfor var der naturligvis et stærkt fremmøde af venner, familie, kollegaer og samarbejdspartnere til afskedsreceptionen, der blev afholdt mandag den 13. maj.

- Jeg vil gerne sige en stor tak til de mange fremmødte til min afskedsreception, som hver og én har bidraget til samarbejdet med TUR. Samarbejdet har været grobunden til de mange idéer og projekter, der har været sat i søen henover de sidste mange år. Det har skabt fremdrift på uddannelsesområdet og det har sikret, at TUR altid har udfyldt sin rolle. Det skal I blive ved med, sagde Hans Kjeldgaard Christiansen.

Når Hans Kjeldgaard Christiansen går på pension den 1. juni, sættes en milepæl i en 30 år lang karriere inden for transport- og uddannelsesområdet, som blandt andet tæller en tid som buschauffør, taxichauffør, faglærer og afdelingsleder for ambulance og redning på Landtransportskolen i København.

I 1996 blev Hans Kjeldgaard Christiansen ansat i TUR, hvor han som uddannelseskonsulent blandt andet har haft ansvar for vejgods-, redder-, lager og terminal-, samt jernbaneområdet. I 2008 skiftede han titlen ud med sekretariatschef og har dermed i mere end 10 år haft en markant rolle som ankermand for transportuddannelserne.

- Det har været en fornøjelse at beskæftige sig med et område af samfundet med så meget fremdrift. Transportområdet har været igennem store ændringer i de seneste år, og der vil kun komme flere i de kommende år. At være en del af ”den danske model” og de demokratiske processer, der er kendetegnet ved at arbejde i en interesseorganisation som TUR, har været vanvittigt spændende. Det vil jeg altid kigge tilbage på med stor glæde, lød det fra Hans Kjeldgaard Christiansen. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.189