23948sdkhjf

Ørsted sælger ud ved Stigsnæs

Indgår aftale med konsortium om salget af Stigsnæsværket og Stigsnæs Transithavn.

Ørsted sælger Stigsnæsværket og Stigsnæs Transithavn.

Det oplyser energiselskabet i en skriftlig meddelelse.

Ørsted har netop indgået en aftale med konsortiet Stigsnæs Industripark A/S, som indebærer, at konsortiet køber Stigsnæsværket og Stigsnæs Transithavn ved Skælskør. Overdragelsen omfatter også Stigsnæs kulterminal.

- Vi er glade for, at vi med Stigsnæs Industripark A/S har fundet en ny, god ejer af Stigsnæsværket og Stigsnæs Transithavn. Kraftværket har været lukket siden 2012, så i dag bruger vi primært området som kultransithavn. Men da vi har besluttet, at vi fra 2023 ikke længere vil fyre med kul i Ørsted, giver det god mening, at vi frigør arealerne og giver mulighed for ny udvikling i området, siger Thomas Dalsgaard, koncerndirektør i Ørsted.

Konsortiet Stigsnæs Industripark A/S, der køber Stigsnæsværket og Stigsnæs Transithavn, er stiftet af fire selskaber, der har erfaring inden for nedbrydning, forædling af restprodukter, samt fra transport- og entreprenørbranchen.

Mads Kloster, direktør hos Kloster A/S, der er et af selskaberne i konsortiet og blandt andet har mange års erfaring med transport- og stevedoreopgaver:

- Hvis man har ambitioner om havnedrift i Danmark, så står Stigsnæs Transithavn meget højt på ønskesedlen. Havnen har en unik beliggenhed på søkortet, og havnens dybde og store bagland gør, at der er store muligheder for udvikling og for at trække kunder til fra både ind- og udland. Vi glæder os til at påtage os opgaven, og vi glæder os over at være med i et konsortium med en række store, gamle danske virksomheder, som hver især besidder en unik viden på deres område, siger han.

De øvrige tre selskaber i konsortiet er Rimeco Aktieselskab, P. Olesen og Sønner A/S og HM Entreprenør A/S. /anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143