Rift om lagre i Aarhus
Aarhus og det øvrige Østjylland har ikke haft færre ledige industri- og lagerlokaler i næsten 11 år.
Det viser tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk.
Med opsvinget i ryggen har virksomheder nærmest støvsuget hele landet for ledige lagerlokaler, logistikejendomme og fabrikshaller, men i Østjylland har udviklingen ekstra fart på, lyder det.
- I øjeblikket står kun 2,0 procent af produktionslokalerne og lagerhallerne i Østjylland ledige ifølge vores tal – det er det laveste niveau siden juli 2008. Alene det seneste år er der blevet næsten 200.000 færre ledige industri-kvadratmeter i de 11 østjyske kommuner – det svarer til et fald i andelen af ledige lokaler på 1,1 procentpoints, og så stort fald har vi ikke kunnet registrere i nogen af de øvrige otte landsdele, vi overvåger, siger analytiker Nicholas McFall fra Ejendomstorvet.dk.
Det store indhug i ledige lokaler skyldes ifølge to lokale erhvervsmæglere blandt andet, at det er blevet populært at placere sig i den jyske hovedstad.
- Alle virksomheder vil til Aarhus. Så er de tæt på de store uddannelsessteder og kan meget lettere rekruttere arbejdskraft, end for eksempel i Trekantområdet og Sydjylland, og samtidig er infrastrukturen god. Vi ser også, at mange firmaer udvider, ikke mindst produktionsvirksomheder, og måske gerne vil ud af en gammel ejendom, siger Paul Mühl, erhvervsmægler hos Nordicals – det tidligere Nybolig Erhverv.
Lennert Falkenberg, seniorrådgiver hos Colliers International:
- En del videnstunge virksomheder i det sydjyske har sværere ved at tiltrække arbejdskraft og trækker derfor mod Aarhus og Skanderborg. De mange ekstra udlejninger og køb af ejendomme sker bredt i mange brancher, og der er stor efterspørgsel på større produktions- og logistikejendomme langs E45-motorvejen fra Randers Syd og ned til Trekantområdet. Den lave tomgang har også sat gang i nybyggeri, for det kan være svært at finde de rette lokaler – dagens krav omfatter stor loftshøjde, læsseramper, plads til modulvogntog og velisolerede ejendomme med lavt energiforbrug, siger han. /anga.