MOVE-konference flyttes til 2020
MOVE 2019-konferencen, der skulle have løbet af stablen denne uge, udsættes til næste år.
Årets konference havde rekruttering og fastholdelse på logistikområdet som omdrejningspunkt, men arrangørerne har nu valgt at aflyse konferencen på onsdag og i stedet integrere den i næste års MOVE 2020, som bliver en fuldskala messe for logistik- og supply chain-området.
- Vi tog et frisk initiativ, fordi dette tema er så aktuelt og presserende for branchen, og vi havde – synes vi selv – et stærkt felt af oplægsholdere på plads. Men deltagerantallet var desværre ikke højt nok til, at vi ville gennemføre, siger Jørgen Kronborg, projektleder i MESSE C Fredericia, og fortsætter:
- Vi må konstatere, at tilløbet var lidt for kort – vi havde for lidt tid til at slå på tromme for konferencen. Med udsættelsen til 2020 bliver der tid til at folde konferencen bedre ud, ligesom synergien mellem konference og messe vil sikre et meget stærkere fundament, siger projektlederen, som kun har oplevet forståelse og ingen sure miner i forbindelse med udsættelsen. /anga.