Ny formand i Danske Maritime
Da Danske Maritime i sidste uge fejrede brancheorganisationens 100 års jubilæum, blev Bjarne Foldager, administrerende direktør i MAN Energy Solutions, samtidig valgt som ny bestyrelsesformand.
Han overtager posten fra Thomas S. Knudsen, der ved årsskiftet også trak sig fra posten som topchef i MAN Energy Solutions.
- Jeg har fulgt den maritime branche i mere end 25 år. Det er en ære, at jeg nu får lov til at være med til at tegne foreningens kurs, og jeg vil gerne takke for denne tillid. Den maritime industri er et globalt erhverv, og konkurrencen fra andre maritime nationer er hård. Desværre er det ikke nok at være en innovativ og nytænkende industri i den globale konkurrence, hvis de andre har vilkår, der er markant bedre end vores. Vi vil i Danske Maritime fortsætte arbejdet med at skabe bedre vilkår og muligheder for alle medlemsvirksomheder, siger Bjarne Foldager.
Jenny N. Braat, administrerende direktør i Danske Maritime:
- Jeg vil gerne sige tak til Thomas S. Knudsen, der faktisk er blandt de længst siddende formænd i Danske Maritimes nu 100-årige historie. Hans viden om branchen og behagelige væsen har været en kilde til inspiration og god sparring ikke blot for mig og foreningen, men for hele den maritime industri, siger hun.
Hun tilføjer, at Bjarne Foldager bringer værdifuld erfaring med til formandsposten:
- Bjarne har været en del af branchen i mange år, og han har stor indsigt i den maritime industri og i Det Blå Danmark i det hele taget. Både nationalt og internationalt fra sin karriere i MAN Energy Solutions og før det fra Mærsk. Den indsigt og erfaring, som han bringer til bordet, vil komme hele den danske maritime industri til gavn. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, siger Jenny N. Braat. /anga.