23948sdkhjf

Byggetravlt på jomfruelige havnearealer

Frederikshavn Havns nye havneareal summer af aktivitet.

Der er fuld gang i bygge- og anlægsarbejdet på det 330.000 kvm nye baglandsareal på Frederikshavn Havn, som blev indviet i september måned. De virksomheder, der har lejet sig ind på området, er i fuld gang med at klargøre deres arealer til at igangsætte forretningsaktiviteter.

4 store projekter

Fire store projekter er i øjeblikket i gang med at etablere sig som resultat af havneudvidelsen etape 1. Projekter som vil – ifølge Frederikshavn Havn resultere i mere end 300 direkte arbejdspladser og dertil kommer mindst 200 følgejobs.

 - Vi bliver nogle gange spurgt til, hvad der lige nu sker på etape 1 arealet, som blev indviet i september. Når man overtager en byggegrund, skal man selv bygge hus og anlægge indkørsel. Det er det samme, som sker på havnen lige nu. Fundamentet blev indviet i september, og virksomhederne er nu ved at etablere sig på deres arealer. Det er store projekter, som tager tid, men aktiviteterne kommer i gang efter planen, og vi kan se frem til mere end samlet set 500 nye arbejdspladser på havnen, siger Niels Bay Christensen, erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord.

MARS

Det mest omtalte projekt er Modern American Recycling Services (M.A.R.S), der er ved at klargøre sit site til at løse opgaver inden for miljørigtig ophugning af skibe og boreplatforme. Sitet bliver det første i Europa, der er etableret fra bunden med fokus på recycling. Frederikshavn Havn er i øjeblikket ved at indlægge en membran og afvandingssystem efter alle forskrifter på arealet, så man sikrer, at intet siver ned i undergrunden.

Når membranen er færdig, går M.A.R.S i gang med at rejse velfærdsbygninger til de cirka 200 ansatte. Der er også ved at blive etableret Europas bredeste skibsrampe på 90 meter, så M.A.R.S kan trække skibe og platforme på land i ét stykke. M.A.R.S forventer at starte deres produktion op i 3. kvartal 2019.

Stena Oil

Frederikshavn Havn har skrevet kontrakt om etablering af en olieterminal med Stena Oil. Anlægget bliver med sine 75.000 kubikmeter Skandinaviens største terminal for bunkerolie, som vil øge trafikken ind og ud af Frederikshavn Havn. Etableringen af olieterminalen er lige nu i udbud, og havnen forventer at skrive kontrakt i 2. kvartal i år. Olieterminalen forventes at være klar til drift om knap to år i 4. kvartal 2020.

Global Green Developer

Køge-virksomheden er i fuld gang med at bygge 5 x 2.000 kvadratmeter pakhuse og produktionsfaciliteter på det nye areal. Pakhusene kan bruges til oplagring af blandt andet bulkvarer som korn, foderstoffer, biobrændsel og gødning. Hallerne forventes at være klar til ibrugtagen i 3. kvartal 2019.

For at få yderligere vækst hos de maritime service- og reparationsvirksomheder, skal vi have flere skibe ind, som skal laste eller losse. Skibe går ikke går i dok, når de er fuldt lastet. Så selvom der sejler 90.000 skibe forbi, skal de have et formål med at komme i havn, hvor de så samtidig kan få lavet reparationer og udbedringer. Aktiviteter som Global Green Developer og Stena Oil har derfor også en effekt for det omkringliggende erhverv, forklarer Mikkel Seedorff Sørensen, adm. direktør Frederikshavn Havn.

Fjerde flydedok til Orskov

På baggrund af etape 1 udvidelsen, der indebærer en uddybning af vanddybden til 11 meter og forberedt til 14 meter på etape 2, har Orskov Yard investeret i en fjerde dok. En flydedok på 180 x 37 meter (udvendige mål), som forventes at være klar til levering fra værftet i Tyrkiet i juni 2020. Kajanlægget dertil er endnu ikke bygget færdig, men er under projektering.

Frederikshavn Havn estimerer, at de har arealet klar om to år 1. kvartal 2021, hvorefter dokken skal installeres og i drift. Orskov Yard forventer at kunne skabe mellem 50 – 100 arbejdspladser med den nye dok.

Forventningerne er indfriet

Alle arealer på etape 1er lejet ud, og Frederikshavn Havn er derfor i fuld gang med at etablere 170.000 kvm nyt baglandsareal og 400 meter kaj i etape 2, som forventes at stå klar 3. kvartal 2019.

- Vi lavede en strategi i bestyrelsen i forhold til de aktiviteter og den økonomi, som vi gerne ville have på etape 1. Med de kontrakter, der er indgået, har vi indfriet alle målsætninger. Vi har budgetteret med, at vi var færdig med etape 1 udvidelsen i 2019, og så skulle virksomhederne have tid til at etablere sig og komme i gang med deres aktiviteter fra 2021, siger Bo Uggerhøj, bestyrelsesformand Frederikshavn Havn./Smir

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113